"Fremragende": DanCenter viser kun udsnit af anmeldelser på hjemmeside

Der findes over 30.000 anmeldelser af udlejningsselskabet DanCenter på Trustpilot, men DanCenter selv viser kun et udsnit med en højere rating.

Selskabet har den seneste tid fået kritik fra flere fronter.
Selskabet har den seneste tid fået kritik fra flere fronter.
Foto: TV MIDTVEST

TV MIDTVEST har i de seneste dage fortalt om flere sommerhuslejere, der har haft dårlige oplevelser med udlejningsselskabet DanCenter.

Læsere har siden gjort TV MIDTVEST opmærksom på, at den Trustpilot-vurdering, som DanCenter skriver på sin hjemmeside, ikke stemmer overens med vurderingen, der står på Trustpilots hjemmeside.

På dancenter.dk finder man vurderingen 4,3 stjerner med over 12.000 gæstevurderinger, som DanCenter reklamerer med på forsiden. Desuden mærkes vurderingen med "fremragende".

Forsiden på dancenter.dk prydes af "Fremragende" og vurderingen 4,3.
Forsiden på dancenter.dk prydes af "Fremragende" og vurderingen 4,3.
Foto: Dancenter.dk / Grafik: Jeppe Peschardt Assenholt

Søger man derimod DanCenter på Trustpilot er det dog ikke umiddelbart det tal, man får. 

Her kommer den samlede vurdering på 3,5 for DanCenter A/S. En vurdering, der er baseret på mere end 18.000 gæster. Her mærkes vurderingen med "middel". Anmeldelser med én stjerne udgør en fjerdedel af alle anmeldelser.

Trustpilot-siden tilknyttet dancenter.dk viser ratingen 3,5 med over 18.000 anmeldelser.
Trustpilot-siden tilknyttet dancenter.dk viser ratingen 3,5 med over 18.000 anmeldelser.
Foto: Trustpilot.dk / Grafik: Jeppe Peschardt Assenholt

Det tal, som dancenter.dk henviser til, stemmer dog overens med den tyske side, altså dancenter.de. 

På denne side er der dog også danske anmeldelser, men antallet af dårlige anmeldelser er markant lavere. Her udgør anmeldelserne på én stjerne 5 procent af det samlede antal anmeldelser. 

Trustpilot-siden tilknyttet dancenter.de viser ratingen 4,3 med over 12.000 anmeldelser.
Trustpilot-siden tilknyttet dancenter.de viser ratingen 4,3 med over 12.000 anmeldelser.
Foto: Trustpilot.dk / Grafik: Jeppe Peschardt Assenholt

Og går man på dancenter.de, er det samme vurdering, der gælder. Her lyder den på 4,3 stjerner og mærkes med "hervorragend", bedre kendt som fremragende på dansk.

DanCenter har også Trustpilot-sider for Norge, Sverige, Holland og Storbritannien. Her er der markant færre anmeldelser og en lavere rating for dem alle. 

Lægger man den danske Trustpilot-sides rating sammen med den tyske, får man ratingen 3,9. En rating, der afspejler mere end 30.000 anmeldelser og ikke kun de lidt over 12.000, som DanCenter refererer til på sin hjemmeside.

- Stærkt problematisk

At virksomheden reklamerer med et andet tal end det faktiske, klinger hult hos Anders Bruun. Han er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk. 

- Det er jo stærkt problematisk, at man på den måde vælger at manipulere markedet ved at henvise til nogle ratings, der ser bedre ud, end dem, der ellers ville være mere relevante, fortæller han og tilføjer:

- Det, jeg jo kan råde folk til, er, at de går på nettet selv og undersøger, hvordan det ser ud. 

Han henviser til Facebook og Google, hvor brugere også kan lave ratings af sider og virksomheder.

DanCenter svarer

TV MIDTVEST har spurgt DanCenter, hvorfor de skriver en anden vurdering på deres hjemmeside. De er kommet med et skriftligt svar.

- Vi glæder os over, at vi har gode ratings på Trustpilot i både Danmark og Tyskland.

- DanCenter har en stor loyal kundebase i Tyskland, som hvert år lejer mange sommerhuse hos os i Danmark. Disse kunder lejer sommerhuse i Danmark igennem vores tyske web domæne.

- Trustpilot forbinder anmeldelser med specifikke domæner på nettet for at sikre, at anmeldelserne tilskrives den rigtige virksomhed.

Det har ikke været muligt at få DanCenter til at stille op til interview. TV MIDTVEST ville gerne have spurgt, hvorfor de ikke regner de over 18.000 anmeldelser med, som giver en lavere rating. 

Ydermere ville vi gerne have spurgt om, hvorfor den tyske sides anmeldelser figurerer på dancenter.dk, men også figurerer på dancenter.de.

Slutteligt ville vi gerne have spurgt dem, om de mener, at anmeldelserne på deres forside repræsenterer den faktiske vurdering af deres virksomhed.