Nekrolog: Vi kendte ham på det uvaskede look og det store talent, men en stor sorg fulgte Johnny Madsen hele livet

En af Danmarks største musikere og kunstnere er gået bort i en alder af 73 år.

20161110-155422-3-6016x4016ma
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Johnny Madsen var om nogen en ener.

Faktisk insisterede han gennem hele sit liv på netop at være en ener.

Multikunstneren fra Vestjylland, der startede sin karriere med folkemusik, blev en landskendt rockstjerne og endte som kunstmaler på Fanø.

Han havde sin egen ligefremme måde at være på, som gennem årene både har fået folk til at skæve til ham – men især også til at elske ham.

Johnny Madsen omgivet af sine elskede malerier i sit atelier på Fanø.
Johnny Madsen omgivet af sine elskede malerier i sit atelier på Fanø.
Foto: TV 2

Han var som et af sine egne malerier, hvor ikke en eneste linje er lige. Som han selv siger i et af afsnittene af TV 2-serien ’Ja for Fanø’:

- Det eneste, der er lige i naturen, er enæggede tvillinger og politikeres uforstand.

De skæve streger var Johnny Madsen, for han var manden, hvis liv gik i alt andet end en lige linje.

Musikeren

Johnny Madsen blev født 31. marts 1951 i Thyborøn. Og interessen for musik var der helt fra barnsben.

Som seksårig var han spankuleret ind til naboens dreng, der havde en mandolin. Et strengeinstrument med fire dobbeltstrenge.

Og da forældrene siden købte en rigtig guitar til ham, var fundamentet til resten af Johnny Madsens liv lagt.

Johnny Madsens debutalbum 'De Tørre Er De Best... (Men Våde Er De Flest...)'. Med ham selv og både våde og tørre fisk på coveret.
Johnny Madsens debutalbum 'De Tørre Er De Best... (Men Våde Er De Flest...)'. Med ham selv og både våde og tørre fisk på coveret.
Foto: Universal Music

I 1970′erne var han medlem af spillemandsgruppen Rumlekvadrillen. De fik udsendt tre albums, der i dag betragtes som samlerobjekter.

Her var den langhårede vestjyde forsanger og banjospiller af guds nåde. Og som et af bandmedlemmerne siger det i Johnny Madsens bog ‘Nattegn’:

- Han kunne da bestemt være et røvhul ind i mellem. Men han vidste godt, når han var det, og så kom han med et smil bagefter og sagde: “Det må I sgu undskylde.”

Johnny Madsen til Nibe festival i 1991.
Johnny Madsen til Nibe festival i 1991.
Foto: Søren Lorenzen / Ritzau Scanpix

Man kunne slå sig på Johnny Madsen, der fyldte i billedet. Og han havde sin egen måde at gøre tingene på.

Men hans talent lod sig ikke benægte.

Efter to album under eget navn i bygendelsen af 1980’erne, ramte albummet ‘Udenfor Sæsonen’ i 1988 gaden.

Dalton-trioen. Johnny Madsen til venstre og Lars Lilholt til højre har Allan Olsen på skuldrene.
Dalton-trioen. Johnny Madsen til venstre og Lars Lilholt til højre har Allan Olsen på skuldrene.
Foto: Erik Jepsen / Scanpix Denmark

Nummeret af samme navn samt ‘Færgemanden’ blev gedigne hits, og Johnny Madsen som navn var født.

Sådan lidt for sjov lavede Johnny Madsen i 1983 også et lille band med sine to gode venner, Allan Olsen og Lars Lilholt.

De endte med at kalde sig for Dalton, og bandet blev omgående rasende populært. De indspillede musik i halvfemserne, og de endte med at spille sammen ‘on and off’ i flere årtier.

Træt og viljeløst hår

Den musiske karriere blev langsomt overtaget af en anden af hans store interesser.

Kunsten.

I sit atelier på Fanø, brugte Johnny Madsen alle de talenter, der ikke var helliget musikken.

Især i tv-programmet ‘Ja for Fanø’ kunne man se med, når Johnny Madsen svingede både pensel og hår gennem sit post-rock-liv.

Johnny Madsen på Smukfest i Skanderborg i 2012.
Johnny Madsen på Smukfest i Skanderborg i 2012.
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Denmark

Og det lange og genstridige hår var om noget også billedet på Johnny Madsen.

På nærmest symbolsk vis indeholder håret alt det, som han står for.

I Johnny Madsens bog ’Nattegn’ fortæller hans mor, at hun ikke kunne drive ham i bad, da han var lille.

Og det overraskede ikke sangeren selv.

Sådan ser den ud. Shampooen mod træt og viljeløst hår. På sidelinjen lancerede Johnny Madsen også en 'rock'n'roll deodorant'.
Sådan ser den ud. Shampooen mod træt og viljeløst hår. På sidelinjen lancerede Johnny Madsen også en 'rock'n'roll deodorant'.
Foto: TV 2

- Jeg kan ikke mindes, at jeg har fået vasket hår som dreng. Men det har jeg jo sikkert, fortæller han i bogen.

Det lettere uvaskede look fulgte ham lige siden, og netop derfor var overraskelsen stor, da han i 2017 lancerede sin egen shampoo ’til træt og viljeløst hår’, som sloganet meget passende lød.

Det havde danskerne nok ikke lige regnet med. Og måske var det lige præcis derfor, han gjorde det.

For mest af alt ville han bare være sig selv. Og da et meget moderne pladeselskab i 2004 ville ”genstarte” Johnny Madsen med nyt hår og tøj til albummet ’Madsen på den anden side’, skulle Johnny Madsen nærmest have råbt ind i telefonrøret:

- Frisør? Ved du hvad, der er ikke nogen frisør, der har rørt ved mit hår i over 30 år, så det kan du godt afbestille.

Johnny Madsen i en ny og næsten forbedret udgave anno 2004.
Johnny Madsen i en ny og næsten forbedret udgave anno 2004.
Foto: Universal Music

På trods af bunkevis af smart, nyt tøj, så valgte Johnny Madsen at låne sin managers jakke og et par brugte sko fra en på settet.

Så var det ordnet. Johnny Madsen var stadig Johnny Madsen, og et af hans mere berømte citater er:

- Der er så mange der griner af mit udseende. Men er I klar over hvad det koster at komme til at se sådan ud?

Alkoholen

Det er svært at sige Johnny Madsen uden også at nævne en eller anden form for alkohol.

Han nævnte den ofte selv, for han var glad for alkohol. Og meget åben omkring det.

Den fulgte ham op gennem ungdomsårene, hvor den til tider lagde hindringer i vejen – selv da succesen toppede.

Johnny Madsen på stranden på Fanø i 1997. 13 år forinden var han rykket stik syd fra hjemstavnen Thyborøn for at bosætte sig sammen med sin kone og søn på øen.
Johnny Madsen på stranden på Fanø i 1997. 13 år forinden var han rykket stik syd fra hjemstavnen Thyborøn for at bosætte sig sammen med sin kone og søn på øen.
Foto: Palle Hedemann / Scanpix Danmark

Som dengang i 1989, da han skulle slutte en festival af i Holstebro, og alle de lokale vestjyder stod og ventede på den i øjeblikket mest berømte vestjyde.

Men i stedet for en super oplagt Johnny Madsen, kom en meget fuld Johnny Madsen vaklende ind på scenen, efter at have drukket en flaske whiskey.

Decideret sang blev det ikke til. Og folk begyndte så småt at forføje sig i stedet for at danse.

Og så var den også skyld i den ulykke, som Johnny Madsen i samarbejde med lidt for meget rødvin udsatte sig selv for i 2004, hvor han på motorvejen mellem Vejen og Esbjerg kørte galt i en soloulykke.

Johnny Madsen var glad for alkohol. Et berømt citat lyder: "Kender I det, når man vågner om morgenen, og det eneste, man har lyst til, er to guldøl og en pose popcorn?"
Johnny Madsen var glad for alkohol. Et berømt citat lyder: "Kender I det, når man vågner om morgenen, og det eneste, man har lyst til, er to guldøl og en pose popcorn?"
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Men han ændrede ikke mening af den grund. Som sædvanligt var det nærmere tværtimod.

- Ungdommen skal være ungdommen, for fanden. Drikke spiritus, ryge smøger og lade være med at lytte til sundhedsmyndighederne, sagde han i 2018 til DR.

Selv var Johnny Madsen som ung en habil fodboldspiller med talent til mere. Til det er der kun et berømt citat fra sangeren selv:

- Spiritus har reddet mange unge mennesker fra sport.

Sorgen og døden

Johnny Madsen fik to børn med sin daværende kone, Margit Enggaard Poulsen.

Sønnen Rasmus Madsen, som i dag er 44 år, og datteren Didde Madsen, som aldrig blev stor.

Heri lå Johnny Madsens største sorg.

Sorgen efter tabet af sin datter var aldrig noget, der helt forsvandt for ham. Han har skrevet sangen 'Aldrig mere' til hende.
Sorgen efter tabet af sin datter var aldrig noget, der helt forsvandt for ham. Han har skrevet sangen 'Aldrig mere' til hende.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Didde Madsen led nemlig af en sjælden form for epilepsi, og måtte allerede efter tre måneder forlade livet. Det efterlod rocksangeren med en klump af mørke, som sad i ham hele livet.

Og det fik ham til at forholde sig til både død og religion

- Jeg tror, jeg tror på Gud. Og jeg tror, at Didde lever videre, sagde han i 2015 til Kristeligt Dagblad.

- For jeg tror, at sjælen forlader kroppen, når man dør. Mine argumenter for det ville ikke holde fem minutter i byretten. Det er jo derfor, at det er en tro. Et håb.

På Facebook-profilen for Johnny Madsen band skriver hans søn, Rasmus Madsen, at Johnny Madsen "fredeligt slap grebet til livet" i sit hus på Fanø.
På Facebook-profilen for Johnny Madsen band skriver hans søn, Rasmus Madsen, at Johnny Madsen "fredeligt slap grebet til livet" i sit hus på Fanø.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Selv var Johnny Madsen ikke bange for at dø. Som han sagde til Ekstra Bladet i 2021, så havde han allerede levet fire liv:

- Jeg betragter, det jeg laver, som en lang rejse. Og det er ikke altid en charterrejse. Nogle gange lykkes det, man laver, og andre gange graver man ned i et kloakdæksel. Men så må man bare grave videre. Livet er en rejse. Og på et tidspunkt stopper den så.

Rejsen er slut for Johnny Madsen, der efterlader sig sin kæreste Rosita Jørgensen, sønnen Rasmus, samt tre børnebørn Oda, Ziggy og Banjo.

Se TV 2 Nyhedernes nekrolog over Johnny Madsen på TV 2 Play.