Fly styrtet ned tæt på motorvej
Et mindre fly er styrtet ned nær Herningmotorvejen. Ingen er kommet alvorligt til skade.
En pilot er fredag styrtet ned med et mindre propelfly nær Svæveflyvecenter Arnborg syd for Herning, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.
- Det er et fly, man bruger til at trække svæveflyene op med. I forbindelse med landingen går noget galt. Men flyet er næsten i kontakt med jorden, da det sker, og piloten har selv talt med 112, siger vagtchefen.
Vagtchefen fortæller, at piloten formentligt skal en tur på skadestuen, men at han ikke er kommet alvorligt til skade.
Ifølge indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest Bjarne Gregersen er flyet fløjet ind i et læhegn tæt på Herningmotorvejen, men trafikken har ikke været påvirket af flystyrtet.
- Vi har afmonteret strøm til batteriet, og vi har sikret os, at intet brændstof løber ud fra flyveren, siger indsatslederen.
Brandvæsenet er kørt fra stedet, og nu undersøger Havarikommissionen og en patrulje ulykken.