Fodbold: FCM sender angriber til Sønderjyske
Sønderjyske lejer den ukrainske angriber Artem Dovbyk af FC Midtjylland for resten af sæsonen.
Sønderjyske har været på rov i FC Midtjylland.
Den sønderjyske superligaklub har lejet den ukrainske angriber Artem Dovbyk i FCM. Lejeaftalen løber for resten af sæsonen, skriver Sønderjyske i en pressemeddelelse.
- Vi har været på udkig efter en forstærkning til vores angreb, fordi vi i øjeblikket kun har to fuldblodsangribere i truppen, og det har vi vurderet, er lige lidt nok.
- Derfor glæder det os, at vi har kunnet hente Artem Dovbyk ind på en lejeaftale. Det er en spiller, som vi kender og har set i FC Midtjylland, og der er ingen tvivl om, at han kan give os noget kvalitet og øget konkurrence i angrebet.
- Han er en hurtig, fysisk stærk angriber, som passer fint ind i vores spillestil og den måde, vi gerne vil spille på, siger Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen i pressemeddelelsen.
Den 22-årige ukrainer kom til FC Midtjylland fra Dnipro i hjemlandet i januar 2018.
Det er siden blevet til 22 kampe med et mål til følge for midtjyderne.
- Artem fortjener mere spilletid. Han arbejder stenhårdt til træning, og han er kommet flot tilbage efter en langvarig skade.
- Nu ser alle parter frem til, at han i Sønderjyske kommer ind i et forløb, hvor han spiller fast, siger FCM's sportschef, Svend Graversen, til klubbens hjemmeside.
Dovbyk har optrådt fem gange for det ukrainske U21-landshold.
/ritzau/