Første tog har været forbi: Nu er det muligt at tage toget til og fra supersygehuset i Gødstrup

Banedanmark har færdiggjort stationsarbejdet, så den står klar til, at hospitalet åbner i efteråret.

Siden 05:03 mandag morgen har man haft mulighed for at stå af toget på den nye Gødstrup Station.
Siden 05:03 mandag morgen har man haft mulighed for at stå af toget på den nye Gødstrup Station.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Selvom det ikke går helt så hurtigt, som der i første omgang blev lagt op til, så er det et faktum, at åbningen af Regionshospitalet i Gødstrup rykker tættere og tættere på. Nu er én af de primære trafikale brikker så faldet på plads, for nu har Banedanmark lagt sidste hånd på Gødstrup Station, der gør det muligt at komme til og fra hospitalet via tog.

Det betyder, at man fra i dag kan stå af toget blot 200 meter fra hospitalets hovedindgang.

- Med tog til og fra Gødstrup Station bliver det tydeligt, at det nye hospital er ved at vågne. I første omgang er passagererne jo først og fremmest medarbejdere, der skal puste liv i hospitalet og gøre det klar til indvielse i sensommeren, fortæller regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Gødstrup Station ligger på jernbanestrækningen mellem Herning og Holstebro. Planen er, at alle passagertog i begge retninger vil standse på stationen, og det vil sige, at toget i myldretiden vil standse to gange i timen i hver retning. I dag- og aftentimerne vil det ske én gang i timen.

Fra Gødstrup Station tager det cirka  fem og et halvt minutter i tog fra Herning Station.

Regionsrådsformand Anders Kühnau var én af de første til at besigtige Gødstrup Station, efter at den mandag morgen blev taget i brug for første gang.
Regionsrådsformand Anders Kühnau var én af de første til at besigtige Gødstrup Station, efter at den mandag morgen blev taget i brug for første gang.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Hospital med 4000 medarbejdere

Supersygehuset i Gødstrup, som det tidligere er blevet kaldt, kommer til at have omkring 4000 medarbejdere. I følge den nuværende plan begynder den endelige flytning i september 2021 og forventes at blive afsluttet i oktober 2021.

Herefter vil den nye togstation for alvor blive relevant for patienter, pårørende og ansatte på hospitalet.

- Med den nye station i Gødstrup sikrer vi, at der er gode muligheder for at tage kollektiv transport for rigtig mange mennesker, der skal til eller fra regionshospitalet. Det er glædeligt, at Banedanmark er færdig med den nye station i god tid forud for åbningen af hospitalet, så det allerede fra første dag er muligt at tage toget lige til døren, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

På grund af den nuværende corona-situation vil indvielsen af stationen ikke blive officielt markeret.