Her er seneste nyt efter skyderi i Herning
Politiet opfordrer vidner til at kontakte 1-1-4, efter en 22-årig mand onsdag aften blev ramt af flere skud på åben gade.
Onsdag aften blev en 22-årig mand skudt på Gl. Landevej i Herning i forbindelse med et internt opgør mellem fire personer.
Offeret er nu varetægtsfængslet for forsøg på grov vold og besiddelse af en pistol.
Han er fortsat sigtet for forsøg på manddrab, men ikke varetægtsfængslet for denne sigtelse, forklarer fungerende specialanklager Emil Bjerg Nyborg, der er ansat ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Den sigtedes varetægtsfængsling er in absentia, da han fortsat er indlagt på sygehuset.
Den 22-årige nægter sig skyldig. En anden 20-årig mand er onsdag eftermiddag anholdt i sagen. To andre mænd, der også var en del af opgøret, er fortsat på fri fod.
Få overblikket over sagen her og følg udviklingen i livebloggen herunder.
Liveblog lukker for nu
Vi lukker livebloggen ned for nu.
Tak, fordi du fulgte med. TV MIDTVEST følger løbende sagen, og kommer der nyt, kan du følge med på tvmidtvest.dk.
Anklager: Vi har ikke det fulde overblik
- Det, der blev præsenteret i retten, var nok til at dommeren fandt, at der var en begrundet mistanke.
Sådan siger fungerende specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Emil Bjerg Nyborg.
Forsvarer: Varetægtsfængsledes forklaring får stor betydning
Den 22-årige varetægtsfængslede havde ikke kontakt til sin forsvarer inden han blev varetægtsfængslet in absentia.
På grund af den sigtedes tilstand, var en forklaring fra den sigtede heller ikke mulig.
Men forklaringen kommer til at få stor betydning, fortæller forsvarer Nicolai Berg.
Den sigtede er varetægtsfængslet
Grundlovsforhøret er nu slut.
En 22-årig mand varetægtsfængsles for forsøg på grov vold og besiddelse af en pistol, efter han onsdag omkring kl. 18 selv endte med at blive skudt ved Superkiosken i Herning.
Han er fortsat sigtet for forsøg på manddrab, men ikke varetægtsfængslet for denne sigtelse, forklarer fungerende specialanklager Emil Bjerg Nyborg, der er ansat ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Den sigtedes varetægtsfængsling er in absentia, da han er indlagt på sygehuset. Det betyder, at der ikke er udløbstidspunkt på varetægtsfængslingen. I stedet skal den sigtede igen for en dommer, når hans tilstand er stabil. Det skal ske indenfor 24 timer, hvor den sigtede har mulighed for at afgive forklaring.
Stadig i gang
Grundlovsforhøret mod den 22-årige mand er stadig i gang i Retten i Herning.
Det fortæller TV MIDTVESTs reporter, Tina Bangsgaard.
- Vi ved, at der ingen forklaring bliver afgivet fra den sigtede, da han er indlagt og i kritisk tilstand. Men vi ved, at der skal afspilles blandt andet videooptagelser fra gerningsstedet.
Grundlovsforhøret startede 13.10, og pressen blev bedt om at forlade retssalen 13.25, da mødet bliver holdt for lukkede døre.
Således har grundlovsforhøret indtil videre været i gang i 1,5 time.
20-årig anholdt
Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag eftermiddag anholdt endnu en mand i sagen.
Der er tale om en 20-årig mand, der også var til stede i Herning, da en 22-årig mand blev skudt.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Efter skyderiet var tre mænd på fri fod.
Torsdag morgen opfordrede Midt- og Vestjyllands Politi de tre eftersøgte formodede gerningsmænd til at melde sig selv. Det har den ene, en 20-årig mand med bopæl Ikast, nu gjort.
Manden lod sig torsdag middag anholde uden dramatik.
Den 20-årige ventes fremstillet i grundlovsforhør fredag.
Politi maner til ro
Borgere i og omkring Superkiosken skal ikke være bekymrede selvom tre personer stadig er på fri fod efter gårsdagens skyderi.
Det siger politiinspektør Hans Roost, der understreger, at der er tale om et internt opgør.
Er tidligere straffet med fængsel
Den 22-årige er tidligere straffet.
Det kan TV MIDTVEST nu fortælle.
Retten har nedlagt navneforbud. Derfor kan TV MIDTVEST ikke gå i detaljer med hvad, han er dømt for, men der er tale om en forbrydelse, der har udløst mere end et års fængsel.
Pressen forlader lokalet
Anklager Emil Nyborg har en anmodning om dørlukning.
Han argumenterer for at åbne døre vil hindre sagen, som stadig er på et tidligt stadie i efterforskningen ligesom flere medgerningsmand er på fri fod og flere vidner skal afhøres.
Forsvarer Nicolai Berg er enig i dette, og ønsker desuden navneforbud i sagen.
- Det vil krænke den sigtede og hans pårørende, hvis oplysninger kommer frem, lyder argumenterne.
Derudover vil det kunne bringe den sigtede i fare, forklarer han videre, hvilket dommeren spørger ind til.
- Ifølge sigtelsen har han forsøgt at slå nogle ihjel. Der er tale om et form for opgør, siger Nicolai Berg.
Pressen protesterer mod begge forbud, men uden held.
Klokken 13.25 bliver dørene til grundlovsforhøret lukket ligesom der nedlægges navneforbud.
- Der er tale om et gensidigt opgør. Sigtede ligger i koma og sammen med gengivelse af hans navn kan det bringe hans sikkerhed i fare, lyder ordene fra dommeren.
Pressen forlader retslokalet og grundlovsforhøret fortsætter.
Vi forsøger at få ord fra både forsvarer og anklager, når grundlovsforhøret er slut.
Nægter sig skyldig
Den sigtede nægter sig skyldig, lyder det fra Nicolai Berg, der er mødt på vegne af den sigtedes advokat, Mette Grith Stage.
Fordi den 22-årige ligger i koma, har han ikke haft anledning til at tale med ham. Således må man gå ud fra, at han nægter sig skyldig, indtil andet er sagt.