Kristian Jensen sagde nej til at blive spidskandidat til regionsrådet

Venstres tidligere næstformand siger, at han ikke har fantasi til at forestille sig som folkevalgt andre steder end på Christiansborg.

1:45
Folketingsmedlem Kristian Jensen - se et interview med ham her.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Venstre i Region Midtjylland har forsøgt at overtale Kristian Jensen til at blive partiets spidskandidat ved valget til det midtjyske regionsråd til næste år.

Men partiets tidligere næstformand og finansminister takkede pænt nej. Det fortæller han til TV MIDTVEST i anledning af etårsdagen for det dramatiske møde i Brejning, der endte med, at han trak sig som næstformand for Venstre.

- Jeg er blevet spurgt, og jeg har også givet dem det svar, at det ikke er mig, der skal stille op. Jeg tror, at vi har bedre kandidater blandt de andre, de har i tankerne, og derfor har jeg bedt dem om at kigge videre, siger han.

Venstre er på jagt efter en ny udfordrer til den socialdemokratiske regionsrådsformand Anders Kühnau, fordi partiets kandidat ved valget i 2017, Carsten Kissmeyer, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille,  efter at han er blevet valgt til Folketinget.

Men selv om herningenseren Kristian Jensen er et af partiets stærkeste kort i det midt- og vestjyske, er han altså ikke fristet til tage imod udfordringen. 

- Regionernes primære opgave er sundhedspolitik, og i al den tid jeg har været på Christiansborg, er det faktisk meget, meget lidt, jeg har beskæftiget mig med sundhedspolitik. Derfor tror jeg på, at Venstre i Region Midtjylland kan finde bedre kandidater end mig, siger han.

Formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, bekræfter tilbuddet til partiets tidligere næstformand.

- Kristian Jensen er en af de allerbedste politikere, vi kan mønstre i Region Midtjylland. Han er tidligere skatteminister, udenrigsminister og finansminister. Han har al erfaringen. Han kender baglandet ud og ind. Han ville have været en kandidat fra allerøverste hylde. Derfor kan jeg kun beklage, at han ikke vil. Men jeg accepterer naturligvis hans afslag, siger Jens Nicolai Vejlgaard.

Afviser borgmesterdrømme

49-årige Kristian Jensen er i dag menigt medlem af Folketinget. Han siger, at han sagtens kan finde udfordringer i den nye rolle, og han afviser, at han er jobsøgende.

- Jeg laver faktisk det, som jeg siden 1998 har haft fornøjelsen og privilegiet at lave - nemlig at repræsentere midt- og vestjyderne på Christiansborg. Det kan godt være, at nogen synes, at det er et stort skridt ned fra at være finansminister til at være folketingsmedlem, men det er altså utroligt privilegeret at være en af kun 179 danskere, der får lov til at løse den opgave.  Det synes jeg, at man skal ære og ikke nedgøre, siger han.

Da Hernings Venstre-borgmester Lars Krarup for nylig meddelte, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg, var Kristian Jensen hurtigt ude i Herning Folkeblad med en melding om,  at han ikke har ambitioner om at afløse Krarup.

- Først og fremmest fordi jeg synes, at Dorte West er en fantastisk kandidat. Det andet og mere personlige er, at jeg nok er mere interesseret i, hvordan vi indretter den tidligere pensionsalder end, hvordan vi indretter alderdomshjemmene. Jeg er mere til rammerne for samfundsudviklingen end den konkrete håndtering og udførsel i kommunerne.

- Derfor har jeg gjort op med mig selv, at jeg har gjort mit forsøg på at sidde i byrådet. Det var i Lemvig Kommune i 1989, og siden har jeg haft interessen for det nationale og internationale - og  ikke det lokale. Og det er ikke et spørgsmål om at nedgøre nogen. Det er et spørgsmål om, hvor ens hjerte ligger.

Så vi kommer ikke til at se dig som folkevalgt andre steder end på Christiansborg?

- Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at jeg skulle komme andre steder end på Christiansborg. Jeg har nydt at være her i opgangstider og nedgangstider. Jeg synes, at det er sjovt at sidde i opposition og endnu sjovere at sidde med regeringsansvaret. Og derfor er det her, mit hjerte ligger rent politisk. 

9:10
Den 31. august er det nøjagtig et år siden, Kristian Jensens politiske liv blev ændret totalt. På et skæbnesvangert møde i Brejning brast drømmen om at komme til at stå i spidsen for Venstre. I dag lever han nærmest et anonymt liv på Christiansborg.