Lastbilchauffør stoppede på motorvejen for at tage billeder af havareret fly

Politiet advarer trafikanterne mod at sætte farten ned for at studere det havarerede fly ved Arnborg.

- Lad nu være med at sætte farten ned for at studere flyet, lyder det fra politiet.
- Lad nu være med at sætte farten ned for at studere flyet, lyder det fra politiet.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST


Opdatering

Fly fjernet

Lørdag blev flyet fjernet, og der er nu ikke længere spærret af. Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.


    Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis, løfter nu en advarende pegefinger over for trafikanterne på Midtjyske Motorvej ved Arnborg. 

    Politiet har erfaret, at flere bilister sætter farten ned for at studere det mindre propelfly, der fredag styrtede ned tæt ved motorvejen ud for Svæveflyvecenter Arnborg. 

    - Det er meget uheldigt, for der er en del trafik på motorvejen, og der kan hurtigt opstå farlige situationer, når nogen pludselig begynder at køre langsomt, siger Allan Riis.

    Et vidne har endda forklaret, at en lastbilchauffør tidligt lørdag morgen helt skulle have standset på motorvejen for at tage billeder af flyet. 

    - Det er selvfølgelig helt uacceptabelt og kan bringe de andre trafikanter i fare, fastslår vagtchefen.

    Det er ikke lykkedes politiet at finde frem til den pågældende lastbil.

    Havarikommissionen arbejder lørdag på stedet for at forsøge at finde årsagen til flystyrtet. 

    Det lille fly blev brugt til at trække svævefly op med, og det gik galt i forbindelse med landingen, hvorefter flyet endte i et læhegn tæt ved motorvejen.

    Når Havarikommissionen engang er færdig med undersøgelserne, skal flyet bugseres væk fra stedet. Det skal bugseres op på en lastbil på motorvejen, og politiet vil være til stede for at dirigere trafikken udenom.

    Hvornår det sker, er endnu usikkert.