Mand anholdt efter vold på varmestue: Slog anden mand i hovedet med kaffekop

En 30-årig mand skal fremstilles i grundlovsforhør efter at have slået en anden mand i hovedet med en kaffekop.

Politiet har anholdt en 30-årig mand fra Ikast-området for at udøve vold med en kaffekop.
Politiet har anholdt en 30-årig mand fra Ikast-området for at udøve vold med en kaffekop.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Normalt er kaffekopper forbeholdt - ja, kaffe. 

Men en 30-årig mand fra Ikast-området blev anholdt kl. 3.30 natten til lørdag for at udøve vold med en netop en kaffekop som redskab. 

Episoden foregik på varmestuen i Herning, hvor den 30-årige ifølge anklager Flemming Hother slog en anden mand i hovedet med kaffekoppen - tilsyneladende umotiveret. 

Manden er efterfølgende blevet sigtet for grov vold. 

- Normalt er det simpel vold, når man slår folk, men hvis man bruger et redskab, bevæger vi os i retning af grov vold, fortæller anklager Flemming Hother fra Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi mener, at når man slår folk i hovedet med en kaffekop, så er det grov vold, fortsætter han.

Tidligere dømt for vold

Den 30-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg lørdag ved middagstid.

 Anklagemyndigheden går efter at få manden varetægtsfængslet i fire uger. 

Ønsket om at få manden varetægtsfængslet skyldes, at han tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet og både har en trusselssag og en voldssag i bagagen.

- Normalt bliver man ikke fængslet for at slå folk i hovedet, men han har en fortid, der gør, at vi kunne frygte, at han fortsætter med at slå folk. Derfor synes vi, at han skal varetægtsfængsles, siger anklager Flemming Hother.

Anklageren kender ikke til offerets præcise tilstand, men oplyser, at han aldrig har været i livsfare efter episoden.