Sådan fejrede FC Midtjylland mesterskabet

FC Midtjylland har vundet det danske mesterskab. TV MIDTVEST fulgte med på kampdagen og til festen ud på aftenen.

0:07

FC Midtjylland har vundet sit fjerde danske mesterskab. 

Midtjyderne skulle søndag tage flere point i deres kamp mod Silkeborg IF, end Brøndby IF gjorde i deres duel mod AGF. Og det lykkedes akkurat.

Brøndby IF snublede og tabte 3-2 mod AGF, mens FC Midtjylland fik 3-3 hjemme mod rivalerne fra Silkeborg.

Herunder kan du læse livebloggen fra kampen og guldfesten om aftenen.

26. maj kl. 23:30

Livebloggen ønsker alle en god fest

Mens mesterskabsfejringen sandsynligvis fortsætter i Herning til godt ud på natten, siger vi nu godnat her i livebloggen. Vi følger op på DM-fejringen igen mandag.

0:08
Der var gang i Herning søndag aften, og mon ikke nogle fans holdt festen kørende til godt ud på natten.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST
26. maj kl. 23:25

Nu starter festen for alvor i Herning

Selvom det efterhånden er flere timer siden FC Midtjylland løftede pokalen og kunne lade sig hylde som danske mestre, så er festen kun lige begyndt på de lokale barer.

I videoerne taler vi med Karsten Vestergaard, Jens Jørgensen og Rasmus Christensen.

0:36
Karsten Vestergaard
0:25
Jens Jørgensen
0:06
Rasmus Christensen
26. maj kl. 22:14

Guldfest gav ild i garagen

Fejringen af DM-guldet tog en smule overhånd for en FCM-fan søndag aften.

For han fyrede fyrværkeri af på Ågårdsvej i Vildbjerg, men da det ikke er lovligt at gøre uden tilladelse foruden nytårsaften, besluttede han sig for at tage batteriet ind i garagen, da batteriet var færdigaffyret.

Men batteriet stod tilsyneladende og glødede, så der gik ild i garagen.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

- Sådan kan det gå. Euforien kan godt være svær at styre, siger vagtchefen.

26. maj kl. 22:09

Ekspert blev overrasket: Miraklet i maj

Du snyder simpelthen dig selv, hvis fodbold rager dig en papand. For de følelser, fodbold kan sætte i sving hos selv voksne mennesker, trodser enhver beskrivelse. FC Midtjylland blev i aften danske mestre på den mest thrilleragtige måde.

Det havde de færreste regnet med kunne ske. Inklusiv undertegnede. På forhånd havde jeg kun givet FCM fem procents chance for, at miraklet ville indtræffe. FCM skulle i sidste spillerunde have flere point end Brøndby for at vinde DM-trofæet. Og minsandten om ikke Brøndby missede en giga-matchbold.

FC Midtjylland er nu danske mestre for fjerde gang på 25 år. En vanvittig bedrift af så ung en klub. Og tilmed tegner klubbens fremtid særdeles lovende med Anders Holch Povlsen ved roret. FCM-ejeren er ikke en mand, der er kendt for at løfte foden fra speederen, når et projekt skal fremad.

Sikke en præstation. Sikke en måde at vinde et mesterskab på. Sikke en næsten uvirkelig spændende sæson i Superligaen. Jeg glæder mig allerede til en ny sæson. 

Dan Sørensen analyse FCM FC Midtjylland
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST
26. maj kl. 21:42

FCM-ejer: - Tre mål på syv minutter kan gøre meget

Normalt stiller milliardær og FCM-ejer Anders Holch Povlsen ikke op til interview om FCM, men efter DM-guldet kom i hus, gav han et kort interview til Viaplay.

Her forholdt han sig til kampen, hvor FC Midtjylland var bagud 0-2, men alligevel sikrede sig det danske mesterskab.

- Det begyndte at blive en lille smule spændende. Der var nedtrykt stemning (,da FCM var bagud 2-0 red.), men tre mål på syv minutter kan gøre en del, sagde FC Midtjylland-ejeren til Viaplay.

Med DM-guldet har FC Midtjylland vundet guld eller sølv i seks af de seneste syv sæsoner. Det danske mesterskab er nummer fire i rækken, og med sejren skal midtjyderne igen forsøge at spille sig i Champions League.

Sidst midtjyderne var med i CL-gruppespillet var i 2020, hvor corona-nedlukningerne betød, der ikke måtte være tilskuere på stadion.

Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen købte sig først ind i FCM i 2021 og blev hovedejer i 2023.

26. maj kl. 21:32

Guldløftet

Hvis du skulle have glemt, hvordan det så ud, da FCM løftede pokalen, kan du få lov at se det her. 

0:07
26. maj kl. 21:23

Vild fest i fanzonen - direktøren danser med

FC Midtjylland indviede søndag sin fanzonen. Og det skete altså på dagen, hvor uldjyderne igen blev til guldjyder. 

DM-titlen blev fejret med highfives og dans i fanzonen. Og direktør Claus Steinlein holdt sig heller ikke tilbage.

0:06
1:00
Foto: Dan Hirsch Sørensen
0:22
Foto: Dan Hirsch Sørensen
26. maj kl. 21:00

Direktør havde solgt den for sølv

FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, kan nu fejre sit fjerde mesterskab med FC Midtjylland. 

Direktøren er ret klar i spyttet: præstationerne har ikke været de flotteste. Men mesterskabet skiller sig alligevel positivt ud.

- Det har været den aller, allerstørste præstation menneskeligt, siger Claus Steinlein.

Direktøren tænker han på, at holdets anfører, Kristoffer Olsson, 20. februar fik flere blodpropper og derefter røg i koma.

Kristoffer OIsson var i dag for første gang tilbage på MCH Arena som tilskuer, og han fik overrakt pokalen.

Dermed kan FCM nu fejre deres fjerde mesterskab, efter man vendte 0-2 til uafgjort mod Silkeborg IF. Men faktisk havde direktøren solgt guldet for mindre.

- Jeg havde sgu solgt den for en sølvmedalje før i dag. De blev ved at tro på det. Der var mange, der kunne have givet op. Vi var bagud 2-0.

26. maj kl. 20:50

- Jeg elsker det

Martin Sønderbæk var en af dem, der så guldkampen på Fox & Hounds.

- Det var fuldstændig sindssygt. Min mave vendte på hovedet, og hjertet kørte bare derudad, siger Martin Sønderbæk fra Herning en halv times tid efter slutfløjtet.

- Det betyder sindssygt meget. Jeg ser fodbold uafbrudt, og at det så går den her vej, det er sindssygt. Jeg elsker det, siger han.

Også Ellen Nurmisto så den dramatiske kamp, og hun siger, at det var ‘helt fantastisk’ at være med til.

- Vi havde bare stået og været så spændte, så det var helt vildt. Man stod bare lige til det sidste og tænkte: “åh, hvordan går det.” Det er fantastisk at være samlet om det her, siger hun.

IMG_3269
Foto: Selma Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST
26. maj kl. 20:35

Stemningen er stadig høj på stadion

Længe efter guldkampen er afsluttet, og pokalen er blevet løftet, jubler fansene endnu og hylder guldheltene fra FC Midtjylland.

0:37
Stemningen var stadig høj længe efter slutfløjt.
Foto: Kasper Lindeborg Østergaard, TV MIDTVEST