Slagsmål foran bar: Sparkede betjent i hovedet
En ung mand blev natten til lørdag anholdt af politiet da han sparkede en betjent i hovedet.
Politiet blev klokken 03.36 tilkaldt til Baren i Herning da en tydeligt påvirket ung mand var kommet i slagsmål ude foran værtshuset.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Jens Claumarch.
- Han var helt uden for pædagogisk rækkevidde, siger han.
Manden blev holdt nede af en dørmand, da politiet ankom og overtog ham for at sætte ham ind i politibilen. Her ydede den 29-årige dog modstand og endte med at sparke den ene af betjentene i hovedet.
Han fortsætter efterfølgende og forsøger at sparke noget i stykker inde i bilen, siger Jens Claumarch.
Manden er nu sigtet for vold og trusler mod tjenestemand samt for hærværk.
Politiet har et efterhånden et godt kendskab til den unge mand, da han tidligere er dømt for flere voldsovertrædelser, og nu kan han måske snart føje endnu end til CV'et.
- Han falder tilbage i samme kriminalitet igen og igen. Han har ikke forstået lektien, siger Jens Claumarch.
Den sigtede skal fremstilles i grundlovsforhør kl.12 i Viborg.
Betjenten der oplevede spark fra den sigtede er uskadt.