Høfde 42: Et kig tilbage i arkivet

Historien om forureningen af Høfde 42 ved Harboøre Tange går langt tilbage. På dagen hvor endnu et forsøg på at rense den forurenede jord begynder, har vi kigget tilbage i arkivet.

130 tons forurenet jord fjernes nu fra Høfde 42. Det skal indgå i to nye forsøg på at rense jorden. Forud ligger mange års politisk debat.
130 tons forurenet jord fjernes nu fra Høfde 42. Det skal indgå i to nye forsøg på at rense jorden. Forud ligger mange års politisk debat.
Foto: Anders Davidsen

I disse dage skrives endnu et historisk kapitel til fortællingen om forureningen ved Høfde 42. Det har givet anledning til at kigge lidt tilbage i arkivet.

Alene de seneste 20 år har vi på TV MIDTVEST fortalt adskillige historier og dokumentarer om Cheminova og forureningen ved Høfde 42.

I 1981, inden vi sendte fjernsyn, fjernede man 1200 tons forurenet jord ved Høfden. Det blev vurderet at omkring 200-300 tons blev liggende tilbage, og det uden yderligere problemer for området.

I år 2000 konstaterede det daværende Ringkjøbing Amt, at der stadig var udsivning af forurenede stoffer til Vesterhavet, og at det var til fare for miljø og fiskeri i området. På et pressemøde i 2001 måtte amtet erkende, at der var brug for en mere holdbar løsning på forureningen.   

2:00
I marts 2001 fortalte Ringkjøbing Amt på et pressemøde, at de nu ville have undersøgt situationen ved Høfde 42. 

Midlertidig løsning i 2006

Efter mange politiske diskussioner blev Ringkjøbing Amt sammen med Miljøstyrelsen enige om at dele regningen for at indkapsle området med store spunsvægge af jern. Indkapslingen blev færdig i 2006 og bestod af knap 600 meter jernspuns, som omkransede det forurenede areal. Arealet blev samtidig dækket af en plastmembran. Spunsvæggene står endnu og er garanteret at kunne holde til mindst år 2021.

2:02
I juli 2006 blev de første spunsvægge sat ved Høfde 42 for at indkapsle det gamle giftdepot. Forud var gået over fem års politisk diskussion om en løsning. 

2015: Generalforsamling sagde nej

Den 30. april 2015 blev et løsningsforslag fra Aarhus Universitets Forskningsfond stemt ned på moderselskabet Aurigas generalforsamling i Aarhus. Forslaget lød på at dele regningen for oprensningen af det resterende giftaffald ved Høfde 42 mellem Auriga og staten. Regningen lød på 250 millioner kroner, og Aurigas andel skulle finansieres af overskuddet på 8,5 milliarder kroner fra salget af Cheminova til det amerikanske selskab FMC. 

Men forslaget blev nedstemt på generalforsamlingen, og dermed var der stadig ingen løsning på, hvem som skulle betale regningen for at fjerne det resterende giftaffald. 

1:59
I april 2015 stemte auktionærerne bag Auriga - de tidligere ejere af Cheminova - imod at betale halvdelen af regningen for en oprydning af giftdepotet. 

Stadig ingen løsning

Siden 2015 har både regions- og folketingspolitikere diskuteret, hvem der skal og bør betale regningen for at fjerne de sidste 270 tons forurenet jord. Region Midtjylland har flere gange sagt, at de ikke kan betale regningen på 250 millioner kroner alene. I 2019 har staten og regionerne aftalt, at der skal findes penge til at gøre noget ved de større forureningssager i Danmark.

Se TV MIDTVESTs seneste dokumentarserie om forureningen af Høfde 42 her.