15 hunde med mider og sår fjernet - ejer måtte slet ikke have dyr

Ejeren er to gange tidligere frakendt retten til at have dyr.

0:25

Fire voksne hunde og 11 hvalpe er blevet fjernet fra en kvinde, der bor i Holstebro-området.

Det er Midt- og Vestjyllands Politi og Dyrenes Beskyttelse, der sammen har fået hundene fjernet fra deres ejer, oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Den kvindelige ejer er to gange blevet frakendt retten til at have dyr, oplyser Dyrenes Beskyttelse. Hun er nu blevet politianmeldt.

- Det er en ulykkelig situation, siger internatleder Rolf Nordentoft fra Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus, der har fået hundene ind og nu tager sig af dem.

- Det er en person, som ikke magter at passe hundene ordentligt. Tingene vokser hende over hovedet, siger han til TV MIDTVEST.

Hundene, der er mops-blandinger, blev fjernet i slutningen af maj. De havde alle lopper, midler og sår, som de nu er blevet behandlet for. Desuden har internatet det seneste par uger arbejdet med hundenes mentale tilstand.

- Vi har forsøgt at få dem i menneskehænder og socialiserede dem, siger Rolf Nordentoft.

- Rigtig trist med boomerang-sager

Kvinden blev så sent som 8. april i år frakendt retten til at eje, passe og i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr i fem år. Det er anden gang, hun har fået sådan en dom.

Alligevel har hun altså anskaffet sig nye hunde.

- Det er rigtig trist med disse boomerang-sager, hvor vi skal fjerne dyr fra de samme folk igen og igen. Den tidligere ejer er slet ikke i stand til at tage vare på sine dyr, og det er derfor dybt uansvarligt, at hun har anskaffet sig hunde på trods af en rettighedsfrakendelse, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse, i pressemeddelelsen.

Dyrenes Beskyttelse skal nu finde nye hjem til de ”tvangsfjernede” hunde.

- Hvis man som borger oplever dyr, som ikke har det godt, så skal man kontakte Vagtcentralen 1812. Det er kun ved at være vedholdende og blive ved med at politianmelde, at vi kan stoppe folk, der ikke behandler deres dyr godt, siger Inger Lund Overgaard, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, i pressemeddelelsen.