19årige Ida laver tekstilkunst – drømmer om at skuespillere skal bære hendes værker
Ida Florin Voldsgaard drømmer om, at hendes kostumer i fremtiden bliver en del af både film og teater.
Man siger, at klæder skaber folk. Ida Florin Voldsgaard fra Ørnhøj, syd for Holstebro, skaber klæder, der skaber folk, der skaber kunst.
- Tøj har jo den egenskab, at det kommer ud i verden i modsætning til et maleri. Med tøj kan man overtale andre mennesker til at bære rundt på ens kunstværker, og det er bare en helt anden formidlingsramme, end hvad det meste kunst må leve med at have, siger Ida Florin Voldsgaard.
Hun er 19 år og har tegnet og malet før, hun begyndte at sy. Men da hun på efterskole i 9. og 10. klasse fik undervisning i modedesign, fik hun en åbenbaring og fik for alvor udfoldet interessen i at udtrykke sig kunstnerisk gennem stof og tekstiler.
Til sommer afslutter hun kunst- og designlinjen på Dansk Talent Akademi i Holstebro.
- Lige nu er kostumedesign min hobby, som jeg har ved siden af gymnasiet, men at kunne få lov til at gøre det på fuld tid, ville være fantastisk, siger Ida Florin Voldsgaard.
Hun har nu søgt ind på en velrenommeret kostumeskole i Edinburgh, hvor hun håber på at blive optaget. Også ambitionerne er på plads.
- Om ti år er jeg selvstændig kostumedesigner, som arbejder med en god blanding af teater og film, hvor jeg får lov til at arbejde med både noget, der er contemporary og intuitivt, men også med historiske dramaer.
I løbet af marts får Ida Florin Voldsgaard at vide, om hun er blevet optaget på sin drømmeuddannelse i Edinburgh.