Ægtepar fra Holstebro er stavnsbundet
Et ægtepar fra Holstebro har i ti år ønsket at sælge deres hus. Men kommunen vil bruge grunden til nybyggeri, men ønsker ikke at betale grundens pris.
Ægteparret Inge og Bruno Petersen føler sig stavnsbundet. Sådan siger de til Dagbladet Holstebro-Struer.
For de vil gerne sælge deres landejendom i Hornshøj i Holstebro, men det kan de ikke.
For kommunen vil bruge grunden til nybyggeri. Men på trods af at det nu er ti år siden, at Holstebro Kommune besluttede det, så har kommunen ikke ønsket at betale den pris, som en ejendommægler vurderer, at grunden er værd.
Det vækker frustration hos ægteparret.
- Det er hård. Meget hårdt. Og så er det langvarigt, siger Bruno Petersen til TV MIDTVEST.
Hele miseren startede for ti år siden, hvor Holstebro Kommune besluttede, at 14.000 kvadratmeter af ægetparrets ejendom skulle være en del af en byudvidelse. De eksproprierede og tvang ægteparret til at afgive en del af deres grund.
Købere tør ikke at røre ved huset
Potentielle købere tør derfor ikke at røre ved huset nu, fordi det er usikkert, om resten af grunden også bliver eksproprieret. Så ægteparret er reelt stavnsbundet, indtil striden med Holstebro Kommune bliver afgjort.
- Som politiker skal jeg jo sørge for, at borgernes penge bliver forvaltet på den rigtige måde, og derfor skal vi have nogle uvildige til at se på det, så vi kan komme videre, siger Gubber Kristensen, der er formand for teknisk udvalg i Holstebro Kommune.
Men samtidig erkender han dog også, at sagen er trukket alt for langt ud.
- Det er ti år for meget. Både menneskeligt og alting, og det er ikke fair, siger Gubber Kristensen.
Har stået på i 10 år
For ti år siden tog Inger og Bruno Petersen ellers beslutningen om at sælge deres hus og flytte i rækkehus.
- Vi tog beslutningen, fordi alderen så småt var ved at indhente os. Og så blev jeg syg. Så vi ville af med det i ordentlig tid, siger Bruno Petersen.
Men kommunen har altså besluttet, at en del af ægteparrets grund skal bruges til bebyggelse.
De har forsøgt at få flere ejendomsmæglere til at sælge huset - men kun en enkelt har været interesseret, så længe de er i konflikt med kommunen.
- Der er jo ingen, der vil købe, når de ikke ved, hvor meget jord de får med. Så kan de måske have noget jord i to år, og så kan kommunen komme og tage den jord, siger Inge Petersen.
For høj pris
En ny afgørelse fra Taksationskommisionen siger, at kommunen skal købe hele grunden for 3,6 millioner kroner. Men det vil de ikke, så de har anket sagen.
- Det står højt og klart, at kommunen skal købe jorden, men den har de så anket. Og nu er vi så lige vidt igen, siger Bruno Petersen.
Ankesagen bliver formentlig afgjort om seks måneder.