Den værste tørke i 40 år går hårdt ud over høsten
Planterådgiver forventer et fald i udbyttet på 25 procent i forhold til et normalt år. På nogle marker bliver udbyttet halveret.
Kornhøsten er endnu ikke gået i gang, men allerede nu står det klart, at de midt- og vestjyske landmænd i år kan se frem til et stort fald i udbyttet.
- Generelt for hele området forventer vi 25 procent lavere høst end normalt. Sidste år havde vi en rekordhøst, så i forhold til sidste år er det måske en nedgang på 40 procent, siger planterådgiver Erik Kjeldsen fra rådgivningscentret Sagro i Holstebro.
Det er den ekstreme tørke, der nu rammer landmændene på pengepungen. Det gælder ikke kun i det vestjyske. TV MIDTVEST har talt med planterådgivere over hele landsdelen, og billedet er stort set det samme overalt.
Tørken satte allerede ind i maj, og landmændene sammenligner situationen med 1992, hvor der var en meget lang periode med varme og tørke.
- De ældre landmænd kan også huske tilbage til 70´erne, hvor vi havde ekstrem tørke. Det er der, vi er nu. Men dengang havde vi ikke nær så mange vandingsanlæg, så på den måde kan vi lidt bedre afhjælpe situationen, end vi kunne i 70´erne, siger Erik Kjeldsen.
Tvunget til at prioritere
Landmand Michael Kristensen fra Mejrup ved Holstebro er en dem, der er hårdt ramt. Han vurderer, at udbyttet bliver halveret på de marker, han ikke har kunnet vande.
- Vi kan ikke vande det hele. Når tørken er så massiv, bliver du noget presset på din vandingskapacitet, og så vil der være marker, du bliver nødt til at melde fra på og så koncentrere dig om det, du kan redde, siger han.
Planterådgiver Erik Kjeldsen fortæller, at der i Holstebro-området er et vandingsunderskud på 140 millimeter på de marker, hvor vandingsmaskinerne ikke har været. Og længere sydpå er der et underskud på 170-180 millimeter.
Landmand Michael Kristensen forsøger at tage situationen med oprejst pande.
- Vi kan ikke lave om på vejret. Vi landmænd lever med vejret - der er ikke så meget at gøre, konstaterer han.