Kommer med kraftig opfordring: Raket sprang i hånden på skoleelev
Første skoledag endte i brag på Tvis Skole. En kugleraket sprang nemlig i hånden på en elev fra 9. klasse.
De seneste par dage er der blevet affyret krudt i området omkring Tvis Skole ved Holstebro, og i middagspausen torsdag gik det galt.
Her sprang en kugleraket hånden på en elev fra 9. klasse.
Det fremgår af en besked, der er delt på Aula, som TV MIDTVEST er kommet i besiddelse af.
- Jeg er rigtig ked af, at der er en elev, der er kommet til skade, fordi han har truffet en uheldig beslutning. Heldigvis var han alene om det, og han får ikke mén af det, siger Carsten Yding, som er skoleleder på Tvis Skole.
Carsten Yding fortæller, at der i løbet af dagen flere gange blev skudt krudt af i området omkring skolen.
Er blevet en politisag
Men selvom skolen løbende holdt tilsyn i området, fangede de ikke nogen. Men til sidst gik det altså galt.
- Vi gør, det vi kan og skal - vi kontakter SSP og politiet, og så informerer vi forældrene i klasserne, siger han.
Forældrene bliver blandt andet informeret via Aula.
- Vi vil på det kraftigste opfordre alle forældre til at sørge for, at krudt og raketter ikke medbringes, står der i beskeden på Aula.
Fredag får skolen besøg af SSP (skole, socialforvaltning og politi), og eleven fra 9. klasse er blevet politianmeldt.
- Jeg er bange for, de unge ikke kan regne ud, hvad det fyrværkeri kan. De ved, man ikke skal gå tilbage til en fuser, og alligevel skete det i går, siger han.
Problemerne med medbragt krudt på skolen er ikke et enkeltstående tilfælde. Også sidste år og i dagene op til juleferien var der problemer med elever, der affyrede krudt i området ved skolen.