Medie: Færch Plast solgt for stort milliardbeløb
Plastvirksomheden Færch Plast, der har til huse i Holstebro, er blevet solgt til en amerikansk kapitalfond. Det skriver Finans.
Det er bare tre år siden, den svenske kapitalfond EQT overtog virksomheden Færch Plast, som ligger i Holstebro. Men svenskerne har allerede solgt plastvirksomheden videre. Det skriver erhvervsmediet Finans.dk.
Det er den amerikanske kapitalfond Advent International, der efter sigende er den nye ejer. Fonden er herhjemme bedst kendt for at stå bag betalingsfirmaet Nets.
Ifølge Finans.dk's oplysninger har den vestjyske plastvirksomhed kostet amerikanerne omkring syv milliarder kroner.
Salget blev fredag morgen offentliggjort af Børsen.
Et sandt guldæg
EQT købte i 2014 plastkoncernen af Færch-familien, men siden har virksomheden udviklet sig til lidt af et guldæg for kapitalfonden. Svenskerne betalte i 2014 omkring to milliarder for Plast Færch, men kan altså nu inkassere mere end det tredobbelte.
Den svenske kapitalfond, der også ejer Top-Toy, Tiger og rengøringsfirmaet ISS, har dog ifølge Finans.dk investeret næsten 350 millioner kroner i virksomheden inklusiv tilkøb af virksomheder.
Færch Plast har specialiseret sig i emballage til fødevareindustrien og havde ved EQT's overtagelse i 2014, knap 400 medarbejdere i Holstebro. Desuden har Færch Plast afdelinger i såvel Tjekkiet som England.
TV MIDTVEST har tidligere besøgt Færch Plast i forbindelse med programmet 'Nat-tv'. Se med her.