Naboer ser frem til at få strandet kineser hjem til Hjerm: - Han er jo en af os

Wang Xiong bor i Hjerm og arbejder i Holstebro, men grundet karantæne er han strandet i Kina. Imens passer naboerne hans hus i hjembyen.

Estrid Refsgaard og Svend Refsgaard er naboer til Wang Xiong i Hjerm.
Estrid Refsgaard og Svend Refsgaard er naboer til Wang Xiong i Hjerm.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Wang Xiong må se til fra Kina, mens dagligdagen fortsætter i Hjerm. Kineseren, der arbejder på Vald. Birn i Holstebro, bor til daglig i Hjerm, men på grund af virussygdommen Covid-19 – tidligere kendt som Coronavirus – må han ikke rejse hjem.

Han har indtil videre fået tre ugers karantæne, men ingen ved rigtigt, hvornår han får lov til at rejse ud af landet og hjem til huset på Lindevænget.

En situation som den kunne for mange give problemer med at sørge for ens hus, men ikke for Wang Xiong. Hans naboer tager nemlig tjansen, mens Wang Xiong er i Kina.

- Vi har lidt ondt af ham. Han er jo en af os. Han hører til i gaden, siger Svend Refsgaard, der er nabo til den strandede kineser.

Sammen med hustruen Estrid Refsgaard holder Svend og de øvrige beboere på vejen øje med, om der kommer ubudne gæster i Wang Xiongs hus i Hjerm.

Ivrig i lokalsamfundet

Wang Xiong flyttede ind på Lindevænget i Hjerm i midten af sidste år, og siden er han blevet en fast del af sammenholdet.

- Han er ret ivrig i at komme sammen med os. Til vores gadefest var han første mand til at komme og sidste mand til at gå, spurgte om han skulle hjælpe og var aktiv, siger Estrid Refsgaard.

Derfor er det naturligt for naboerne at sørge for, at alt er, som det skal være, mens Wang Xiong er strandet i Kina.

På gaden glæder de sig til, at han kommer hjem. Det er det store samtaleemne.

- Vi spørger hinanden om, hvornår han mon kommer hjem igen. Det er lidt skidt, at han skal være derovre, når nu han skulle være hjemme, fortæller Estrid Refsgaard.

Når Wang Xiong kommer tilbage til Hjerm, kan han se frem til at blive modtaget med flag og åbne arme af naboerne. De er nemlig ikke nervøse for, om han tager Covid-19 med til byen.

2:41
Wang Xiong fra Hjerm skulle besøge familien i Kina - nu er han spærret inde i landsby. Han ved ikke, hvornår han kommer hjem.