Nyhed fra Ulfborg: Lastbil får monteret jernbanehjul på få minutter
Lastbilen skal bruges til at spule dræn på jernbanestrækninger. Torsdag blev systemet testet for sidste gang.
Selv om man kommer fra en mindre by i det vestjyske, kan man godt udvikle en noget af en nyhed.
Og det er netop hvad virksomheden Chrois Rail fra Ulfborg mener at have præsteret.
Chrois Rail udvikler og producerer specielle maskiner til jernbaner, industri, landbrug og entreprenører, og den vestjyske virksomheds seneste skud på stammen er også noget ganske specielt.
Det drejer sig om et system, der på kort tid gør en lastbil i stand til at køre på skinner.
- Det er det første system i hele verden, hvor man går fra en traditionel lastbil og på 10 minutter laver den om til at kunne køre på jernbanen, forklarer direktør i Chrois Rail, Erling Chrois.
Der findes i forvejen lastbiler, der kan køre på skinner, men omstillingen er besværlig og tidskrævende. Løsningen fra Ulfborg går – meget forenklet – ud på, at man sætter ekstra hjul foran og bag på en almindelig lastbil – og så kan den altså skifte asfalt ud med jernbaneskinner.
Chrois Rail har arbejdet på systemet i et par år. Lastbilen skal bruges, når dræn på jernbanestrækninger skal spules rene, og torsdag var kunden, Rico´s TV Inspektion fra Holbæk så i det vestjyske for at afprøve systemet for en sidste gang.
Det skete på banen i Lemvig, og testen forløb til alles tilfredshed. Erling Chrois havde heller ikke ventet andet, siger han.
- Vi bygger ikke noget uden at være sikker på, at det er i orden, og vi tester det altid, så vi er sikre, når kunden kommer. Så det er ikke fremmed for os, men det er superfedt at være nået så langt. Efter så lang tid er det dejligt, at det hele bare spiller, og det bliver helt mærkeligt i morgen at gå over i værkstedet, uden at bilen holder der, siger Erling Chrois.