Sådan reagerer direktører på Morten Stig Christensens pludselige død

Dansk Håndbolds formand og mangeårige generalsekretær Morten Stig Christensen er fredag død. Det oplyser Dansk Håndbold.

Morten Stig Christensen er død, 65 år gammel.
Morten Stig Christensen er død, 65 år gammel.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Det har sendt chokbølger gennem den danske håndboldverden, at Morten Stig Christensen fredag er død af et hjertestop i en alder af 65 år. 

Han har blandt andet spillet på landsholdet, været studievært og chef på TV 2 Sport og været formand og mangeårig generalsekretær for Dansk Håndbold. 

En af dem, der har arbejdet tæt sammen med Morten Stig Christensen, er håndbolddirektør ved TTH Holstebro, John Mikkelsen. 

- Jeg er selvfølgelig i chok. Det er et kæmpe tab for dansk håndbold, siger han.

For bare få uger siden var John Mikkelsen til et møde med Morten Stig Christensen, som han havde været mange gange før. Han husker tydeligt, hvordan Morten Stig Christensen altid tog rummet, så ingen var i tvivl om, hvor oprigtig en interesse, han havde for håndbold. 

- Han kom bare med masser af engagement og gåpåmod, som han plejede, siger John Mikkelsen. 

Unik person, der har drevet dansk håndbold langt

John Mikkelsen beskriver Morten Stig Christensen som en person, der har drevet dansk håndbold langt, og som en, der har fået dansk håndbold til at blive så stort, som det er i dag. 

- Mortens arbejde har været helt unikt. Han har haft en ægte interesse og en ægte følelse i håndbolden. Han var stolt af dansk håndboldmand helt ind i sit dybeste hjerte, siger John Mikkelsen.

Morten Stig Christensen så håndboldverdenen og hele foreningslivet omkring sporten som ét Danmark, fortæller John Mikkelsen. 

- Morten var hele Danmarks håndboldmand - fra alle kanter i dansk håndbold fra store til små, siger han.

Carsten Thygesen og John Mikkelsen.
Carsten Thygesen og John Mikkelsen.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Samme indtryk sidder Carsten Thygesen, der er direktør i Skjern Håndbold, også med. Og det var også noget af et mavepuster, da Carsten Thygesen fik overbragt nyheden. 

- Da jeg fik det at vide, blev jeg tavs, mundlam og rystet, siger han. 

Det er særligt ambitionerne og måden at samle elite og foreningsliv i dansk håndbold, som Carsten Thygesen vil huske Morten Stig Christensen for. 

- Jeg synes, han var et kæmpe forbillede i forhold til visioner omkring udvikling af helheden i håndboldsporten. Han ville være olympisk mester, men han stod også ude for at se Lykkeliga og U13-kampe, siger han. 

Tanker til familien 

Morten Sig Christensen efterlader sig en kone og fem børn. John Mikkelsen fortæller, at han tænker på familien i denne tid. 

- Det er med stor sorg overfor familien, at han pludseligt et gået bort. Jeg sender en varm tanke, siger han.