Frem med knojern, pistoler og sværd: Nu kan du komme af med våben uden straf
Hele november kan du anonymt komme af med ulovlige våben, uden at det har konsekvenser.
Ligger du inde med knive, knojern, sværd, skydevåben, slagvåben, ammunition, peberspray, eksplosiver eller måske en armbrøst, som du egentlig ikke må have - og derfor gerne vil af med?
Så har politiet nu et tilbud til dig, som du nok bør overveje at tage imod.
Fra i dag, fredag 1. november, og resten af måneden er det muligt at aflevere våben og ammunition anonymt på politistationer i hele landsdelen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Et våben kan også falde i forkerte hænder - for eksempel ved indbrud - og blive brugt til alvorlig, personfarlig kriminalitet, så jeg håber virkelig, at mange vil gribe den her sjældne mulighed for at komme af med deres våben på en god måde, siger vicepolitiinspektør Bjørn Bo i pressemeddelelsen.
Indleveringen foregår som "frit lejde", og det betyder, at dig, der indleverer våbnet eller ammunitionen, ikke risikerer at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og derved heller ikke risikerer at blive straffet for det, selvom du har overtrådt loven.
- Vi håber, at rigtigt mange vil benytte sig af den her chance under frit lejde. Hvert våben, vi får indleveret, er ét mindre ude i samfundet, og det er positivt, siger vicepolitiinspektøren i pressemeddelelsen.
Sprængstoffer bliver hentet - stadig anonymt
Det er muligt at aflevere våben og ammunition inden for åbningstiden på lokalstationerne i Holstebro, Herning, Ringkøbing, Silkeborg, Skive, Thisted og Viborg, men politiet opfordrer til, at det sker diskret for ikke at skræmme andre borgere unødigt.
Du bør gøre det mindre tydligt, hvad det er, du afleverer, ved at pakke det forsvarligt ind i enten en taske eller en kasse, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet understreger samtidig, at særligt farlige genstande som granater eller andet sprængstof ikke skal afleveres, men at du i stedet skal ringe til politiet på 114 for at få det afhentet.
- Uanset om du selv indleverer et våben, eller du får tingene afhentet, kan det ske anonymt, slår vicepolitiinspektør Bjørn Bo fast.
Sidst, man frit kunne indlevere våben, var i 2017. Her blev der afleveret omkring 2600 våben i form af blandt andet skydevåben, peberspray, eksplosiver og sværd.
Politiet minder desuden om, at skydevåben ikke må være ladt, når de afleveres.