TV MIDTVEST rykker 7000 kilometer for at dække valg
En blues-legende, landmænd i ødemarken og en danskerkoloni. TV MIDTVEST rejser om på den anden side af Jorden for at dække et historisk valg.
7000 kilometer. Så langt er der fra midtjyske Viborg til amerikanske Viborg.
I den danske udgave har TV MIDTVEST en lokalredaktion, og nu besøger TV MIDTVEST også den amerikanske danskerkoloni.
For landsbyen i staten South Dakota bliver et af de stop, som TV MIDTVEST besøger de kommende dage.
Her vil TV MIDTVEST dække det amerikanske præsidentvalg med udgangspunkt i de mennesker, der har tilknytning her til landsdelen, og som nu bor i USA.
- Jeg glæder mig til at møde Viborg. Det er en by grundlagt af danskere, hvor der bor omkring 800 mennesker, og det er en lille dansk enklave. Det bliver sjovt at se, hvordan ”Litte Denmark” eller ”Little Viborg” er, siger Mikkel Eskelund, journalist hos TV MIDTVEST.
Det er første gang, at TV MIDTVEST sender en mindre redaktion afsted for at dække præsidentvalget USA. Samtidig bliver valget dækket fra vores redaktion i Holstebro.
Valget mellem Kamala Harris og Donald Trump bliver dermed rykket tættere på det midt- og vestjyske.
- Vi har besluttet at lave en midt- og vestjysk dækning af valget. Fortalt af midt- og vestjyder, om midt- og vestjyder og til midt- og vestjyder.
- TV MIDTVEST vil altid gerne helt tæt på det, der optager midt- og vestjyderne. Både globalt og lokalt. Det amerikanske valg får kolossal betydning for hele verden - også i vores landsdel, hvor mange virksomheder har USA som et vigtigt eksportmarked, både hvad angår landbrug- og fødevarevirksomheder, vindmøllevirksomheder og hele den grønne energisektor, siger direktøren for TV MIDTVEST, Lone Sunesen.
TV MIDTVEST rejser til USA
Spiser de dabs i Viborg?
Journalisterne Tina Bangsgaard og Mikkel Eskelund samt fotograf Tobias Meier besøger de kommende dage flere egne af USA helt frem til valgdagen og valgnatten 5. november, som TV MIDTVEST liveblogger fra.
Foruden turen til Viborg står der på rejseplanen for USA også et blues-ikon i Los Angeles, landmænd ude midt i ødemarken og danske erhvervsspidser på valgnatten i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Både Mikkel Eskelund og Tina Bangsgaard er spændte på, hvor meget interviewpersonerne i USA vil ligne dem, de møder til daglig.
- Jeg tror godt, du kan flytte ud af Midt- og Vestjylland, men jeg tror ikke, man kan tage Midt- og Vestjylland ud af dem. Jeg er interesseret i at høre, hvordan og hvorfor de forlod os. Holder de noget i hævd? Spiser de dabs? siger Mikkel Eskelund.
- Det er stadigvæk mennesker med noget på hjerte. Og jeg tror da, at man som midt- og vestjyde bærer noget af det med sig, uanset hvor man rejser hen, så jeg er sikker på, vi nok skal kunne forstå hinanden, siger Tina Bangsgaard.