Se videoen: Spøgelsesbilist var centimeter fra ulykke på motorvejen
Videooptagelser viser, hvordan en ældre bilist kørte mod kørselsretningen på motorvejen ved Holstebro. Heldigvis kom ingen til skade.
Det kunne være endt helt galt, da Hans Højen Andersen fra Viby ved Aarhus lørdag skulle køre til Holstebro.
Da han på motorvejen var cirka ni kilometer fra Holstebro, så han, at en mindre personbil foran ham var på vej til at køre ud på motorvejen fra en tilkørsel.
En helt normal situation i motorvejstrafikken.
Men kort før bilen nåede helt ud på motorvejen, svingede føreren pludselig til venstre ind over det skraverede felt og fortsatte i den forkerte retning - og dermed direkte frem mod Hans Højen Andersen.
- Heldigvis nåede jeg at bremse og trække bilen ud i det yderste spor, så jeg ikke ramte ham. Men det var meget tæt på, fortæller han.
Hans Højen Andersen har et dashcam i forruden af sin bil - et lille videokamera, der filmer trafikken. Og på optagelserne kan man se, hvor tæt han var på at ramme spøgelsesbilisten.
- Lige da det skete, var jeg forholdsvis rolig, men bagefter var jeg noget rystet. Det må jeg indrømme, siger han.
Får en bøde på 2500 kroner
Midt- og Vestjyllands Politi fik flere anmeldelser om spøgelsesbilisten og sendte straks to patruljer afsted mod motorvejen. Og heldigvis lykkedes det betjentene at finde frem til bilisten længere nede ad motorvejen og få ham hjulpet i sikkerhed, inden nogen kom til skade.
Det drejer sig om en 82-årig mand, der nu har fået en bøde på 2500 kroner. Hvorfor han kørte i den forkerte retning, vides ikke.
Politiet har i sådanne sager mulighed for at få vurderet, om bilisten er egnet til at beholde sit kørekort, men om det sker i den konkrete sag, kan vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi ikke udtale sig om.
Hans Højen Andersen har ovenpå den ubehagelige oplevelse spekuleret meget på, hvorfor den ældre mand endte som spøgelsesbilist.
- Hvis han tror, at han er på en landevej, hvorfor kigger han så ikke til venstre først? Det giver ingen mening. Spørgsmålet er, om man kan gøre noget for at gardere sig mod, at bilister kører ind over det skraverede felt med en form for tredimensionel afmærkning. Hvis man bare kan gøre det mindste for at forhindre, at sådan en situation opstår igen, er man nået langt, siger han.