Svindelanklaget forsvarsansat udebliver men retssagen fortsætter

Retten indleder retssag om mulig bestikkelse af to forsvarsansatte, selv om den hovedtiltalte ikke er mødt op.

Retten i Holstebro huser onsdag en stor retssag mod to tidligere ansatte i Forsvaret. (Arkivfoto)
Retten i Holstebro huser onsdag en stor retssag mod to tidligere ansatte i Forsvaret. (Arkivfoto)
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En omfattende sag om mulig bestikkelse af to tidligere ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har haft en svær start ved Retten i Holstebro.

Sagen stod til at begynde 20. februar, men blev aflyst grundet sygdom.

Onsdag var sagen klar til at blive indledt, men den ene af de to hovedtiltalte er ikke dukket op.

Han er syg og indlagt, erklærer hans forsvarsadvokat.

Der foreligger dog ikke en lægeerklæring.

Derfor beslutter retsformanden, at sagen indledes trods fraværet.

- Der foreligger ikke en speciallægeerklæring, og derfor kan bevisførelsen påbegyndes, uden at vedkommende er til stede, lyder det.

Svindlet for tre millioner kroner

Der er tale om en tidligere projektleder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Han anklages for at have svindlet sig til designermøbler, køkken og hårde hvidevarer for knap tre millioner kroner.

Det skal være sket ved, at han ifølge anklageskriftet har begået grov mandatsvig og modtaget bestikkelse fra leverandører til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Den tiltalte projektleder har ikke været anholdt.

Men sagens anklager, Jens Kjærgaard, varsler, at man muligvis vil kræve ham anholdt.

Det vil ske, hvis den tidligere projektleder ikke dukker op til de efterfølgende retsmøder uden at have fremlagt en lægeerklæring.

Anklageren har i retten oplæst en e-mail fra den tidligere projektleder til sin daværende chef.

Her skriver han, at han har "købt ind i øst og vest - uden at kunne styre det".

- Der er bygget hele og halve huse for Forsvarets midler. Det her er kun toppen af isbjerget, skriver den tiltalte ifølge anklagerens oplæsning af e-mailen.

Nægter sig skyldige

Der er fire andre tiltalte i sagen, og de har indfundet sig i Retssal A i Retten i Holstebro.

Der er tale om en tidligere kontorchef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Han er - ligesom den anden hovedtiltalte i sagen - tiltalt for groft mandatsvig og modtagelse af bestikkelse.

Manden skal ifølge anklageskriftet blandt andet have fået et nyt køkken, en eldrevet markise, en vaskemaskine og en emhætte for et samlet beløb på 124.743 kroner.

Tre andre mænd repræsenterer leverandører til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

En er tidligere køkkensælger, en anden er direktør i et elfirma og en tredje er indehaver af en malerforretning.

Anklagemyndigheden mener, at de har gjort sig skyldige i at yde bestikkelse til de to ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Alle tiltalte nægter sig skyldige, har deres advokater erklæret.

Der er afsat 20 retsdage til sagens behandling, og der forventes dom i løbet af juni.

/ritzau/