Væltet kampvogn har været brugt til undervisning - men er egentlig pensioneret
Den kampvogn, der fredag formiddag endte på hovedet i en grøft øst for Skave, bliver sent fredag bjærget og kørt hjem til Aalborg,
Det er en Leopard 1-kampvogn med en kampvægt på 42 tons, der fredag er landet på hovedet i grøften langs Viborgvej lidt øst for Skave.
Sammen med kampvognen - og også på hovedet - ligger den lastbil med anhænger, der skulle have fragtet kampvognen fra Holstebro Kaserne til Aalborg.
Kampvognen tilhører nemlig Aalborg Kaserners Veteran Panser- og Køretøjsforening og har været i Holstebro, hvor den er blevet brugt til instruktøruddannelse af ukrainere.
På vejen retur mod Aalborg blev lastbilen fanget i en blød rabat, og derfor er fredagens arbejdsdag blevet en del længere for Jens Martin Deitz, der er formand for Aalborg Kaserners Veteran Panser- og Køretøjsforening.
- Vi går i gang med at bjærge kampvognen ved 22-tiden i aften, og så bliver den fragtet hjem til Aalborg, siger han.
En mission han forventer tager et par timer, hvor Viborgvej vil være spærret i begge ender. Det vil derfor heller ikke være muligt for nysgerrige at følge med i bjærgningen på stedet.
Planen er, at lastbilen og kampvognen først skal trækkes fra hinanden. Dernæst skal først lastbilen vippes rundt, og efterfølgende skal kampvognen løftes op på en ny sættevogn.
Det bliver to bjærgningsvogne samt en kran, der skal udfører det tunge arbejde.
Allerede nu opfordrer Vejdirektoratet på grund af oprydningsarbejdet til, at man sætter hastigheden ned på Viborgvej øst for Skave.