Borgmester får borrelia-behandling i USA
Ib Lauritsen, der er borgmester i Ikast-Brande Kommune, er tilbage i Danmark efter at have fået behandling for borrelia i USA.
Ikast-Brandes borgmester, Ib Lauritsen, har været i USA for at få behandling for borrelia. For fem år siden blev han bidt af en flåt. I dag er han stadig syg indimellem. Han døjer blandt andet med hovedpine, smerter i håndled og en stikken i læber og tunge, som om der sad nåle i. De danske sundhedsmyndigheder vil ikke anerkende hans sygdom, derfor rejste han til USA.
- Jeg er nået dertil, hvor jeg er nødt til at have en second opinion. Også en som ikke er underlagt det danske sundhedssystem, siger Ib Lauritsen.
4.500 kroner for en konsultation
I USA besøgte borgmesteren Jemsek Specialty Clinic, der ligger i Washington.
- De fleste, der kender mig, de ved, at jeg ikke rejser tværs over atlanten, hvis ikke jeg har nogle symptomer, der driller. Og det var den fornemmelse, jeg havde. For det blev ved, det her, siger Ib Lauritsen.
På privatklinikken i Washington betalte han 4.500 kroner for en tre timers lang lægekonsultation. Her blev han mødt på en anden måde end i Danmark.
- Den mest grundlæggende forskel var, at jeg mødte en læge, som sad og lyttede på, hvad jeg sagde. Som sad og kiggede på mig og ikke var så interesseret i at tage blodprøver eller se på billeder på en computerskærm. Lægen ville gerne høre, hvad for nogle smerter jeg har, og hvor de sidder. Det var en lidt anden verden, fortæller Ib Lauritsen.
Hemmeligt behandlingsprogram
Lørdag aften landede han igen i Danmark. Med sig i bagagen havde han et halvt års behandlingsprogram. Programmet indeholder blandt andet den kinesiske malurt, artemisinin, og andre medikamenter. Men hvad programmet ellers indeholder, vil borgmesteren ikke afsløre.
- Det første, man skriver under på sådan et sted, er, at den behandling vi sætter dig i, det er vores behandling, og det er en hemmelig behandling. Så det kommer jeg selvfølgelig ikke ind på, for så får jeg en retssag på halsen, siger Ib Lauritsen.
Om et halvt år regner Ib Lauritsen med at tage tilbage til klinikken for at få en ny vurdering af sygdommen.