Plus på 611 millioner: Modekoncern præsenterer nyt rekordregnskab

DK Company var trods coronakrisen tæt på at fordoble resultatet fra den hidtidige rekord.

DK Company, der har hovedsæde i Ikast, har omkring 2400 ansatte.
DK Company, der har hovedsæde i Ikast, har omkring 2400 ansatte.
Foto: DK Company

Coronapandemien har budt på store udfordringer for mange brancher, men der er også  virksomheder, der er kommet igennem krisen med stor vækst.

Til den kategori hører DK Company, der samtidig med sit 20 års jubilæum kan glæde sig over sit bedste resultat nogensinde.

Modekoncernen med hovedsæde i Ikast har netop præsenteret sit regnskab for 2021, og det viser et rekordstort overskud på 611 millioner kroner før skat. 

Den hidtidige rekord blev sat i 2020 med et plus på 335 millioner før skat.

- Vi er meget stolte. Der er tale om en stor holdindsats, og vores medarbejdere har været helt fantastiske, siger koncerndirektør Jens Poulsen til TV MIDTVEST.

At rekorden er nået i år, der bød på fire måneders nedlukning og store problemer med logistik og forsyninger overalt i Europa, gør ikke direktøren mindre stolt.

Som årsager til det store overskud nævner han blandt andet medarbejdernes fleksibilitet, og at koncernen hurtigt formåede at tilpasse sig den nye corona-virkelighed, der udelukkede rejser ud i verden.

Dertil kom en pæn stigning i online-salget.

Koncerndirektør Jens Poulsen.
Koncerndirektør Jens Poulsen.
Foto: DK Company

Store investeringer i Ikast

- Det er bemærkelsesværdigt, at vi faktisk har tjent penge 12 måneder i træk. Der plejer at være større udsving hen over året. Vi har set en tendens til, at kundernes betalingsevne har ligget på et højt niveau, og det vidner om en stor optimisme trods coronaen, siger Jens Poulsen.

Rekordregnskabet blev nået efter en omsætning på 3,9 milliarder, og modekoncernen har også store forventninger til salget i år.

Samtidig er koncernen i fuld gang med at fordoble lager- og administrationskapaciteten i Ikast, ligesom der bliver investeret kraftigt i IT og digitalisering.

DK Company har 2400 ansatte - heraf cirka halvdelen i Danmark. Koncernen byder på 22 forskellige tøjmærker.

DK Company er en af de virksomheder, som TV MIDTVEST har fulgt gennem coronakrisen i serien Virksomhed med Virus