Prisen på svinekød er faldet drastisk: - Det er kommet helt ud af den blå luft

Priserne på svin er faldet til næsten det halve i løbet af de seneste fire måneder.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Som svineavler har de seneste måneder ikke været de sjoveste. 

I løbet af de seneste fire måneder er priserne på slagtesvin nemlig faldet drastisk. Den officielle markedspris på en 30-kilos gris er styrtdykket fra 495 til 230 kroner. Et fald på 54 procent, der er det største nogensinde.

For slagtesvinsproducent Anders Obling fra Ikast er det ikke en rar situation at stå i.

- Det er slemt, og det er kommet helt ude af den blå luft, for da vi stod for tolv uger siden, fik vi at vide, at det bare var et spørgsmål om tid, før noteringen steg, og så er den bare faldet siden, siger han.

For når man som ham hvert år producerer 15.000 slagtesvin, så løber det i den grad op.

- Når man regner det ud med foderpris og dagsprisen for en gris, så vil det betyde, at jeg har en negativ økonomi på 100 til 150 kroner per gris, siger han.

Svineproducent Anders Obling.
Svineproducent Anders Obling.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Selvom han stadig har økonomi til at få det til at køre rundt med de lave priser, der lige nu er på slagtesvin, så kan han på sigt få brug for økonomisk hjælp.

- Det er stadig på bankernes nåde, for selvom jeg har lagt til side, så er det i stor stil blevet brugt på at afvikle gæld. Jeg har skabt en solid økonomi, men det vil stadig kræve, at bankerne er forstående for, at vi kan få brug for ekstra likviditet nu, indtil vi kan tjene flere penge igen, siger Anders Obling.

Også på det personlige plan rammer de lave priser hårdt.

- Det påvirker os kraftigt på her og nu indtjeningen, så på den helt korte bane er udfordringen mest psykisk, siger han. 

Selvom han i ni år har arbejdet som slagtesvinsproducent, så forstår han stadig ikke, hvad årsagen bag de rekordlave svinepriser er.

- Hvis vi bare vidste det. Jeg synes, det er dybt mærkeligt, og ingen ved det. Der går rygter om, at det er coronaens og sommerens skyld, hvor der ikke er nogen store fester med grillfester. Det kan også være afrikansk svinepest, men ingen ved det, tror jeg, siger Anders Obling.