Venstre-veteran om Støjbergs fængselsstraf: Det er en hård dom - og den kunne have været undgået

Den mangeårige Venstre-politiker Svend Heiselberg er overrasket over mandagens dom fra Rigsretten.

Svend Heiselberg er overrasket over dommen fra Rigsretten.
Svend Heiselberg er overrasket over dommen fra Rigsretten.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

- Jeg blev meget overrasket over, at det blev så hård en dom, som det er tilfældet.

Sådan siger Venstre-veteranen Svend Heiselberg fra Hanstholm efter at Rigsretten mandag har idømt forhenværende udlændingeminister Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel.

Svend Heiselberg indstillede sin politiske karriere i 2018, men inden da nåede han at stille op til valg over en periode på 50 år. Han har været medlem af sogneråd, kommunalbestyrelse, amtsråd, folketing og regionsråd, og gennem tiden har han fået en tæt forbindelse til den mangeårige partifælle Inger Støjberg, som overtog partiets mandat i Skive-kredsen fra ham i 2001.

- Inger er jo en hård banan. Hun er ikke sådan at vælte omkuld. Men selvfølgelig bliver hun rystet af det her, lyder det fra Svend Heiselberg ovenpå dommen.

Kunne have været undgået

Det var et flertal i Folketinget, der i februar besluttede at sende Støjberg for den blot sjette rigsretssag i historien.

25 ud af 26 dommere i Rigsretten var mandag enige i, at Støjberg er ansvarlig for ulovlig adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

For Svend Heiselberg er det et overraskende, men ikke helt uforudset resultat.

- Det er en meget hård dom. Det synes jeg, det er. Men retssystemet har jo ment, at der var grundlag for dommen. Derfor kan man stadig på det personlige plan synes, at det er ærgerligt, det skulle nå hertil. Hvis Inger havde undskyldt over for Folketinget, at hun havde begået fejl, så var det aldrig nået så vidt. Så ville hun have fået en næse, og det er der adskillige ministre, der har fået i tidens løb. Men nu er det kørt så langt ud, som det overhovedet kan, siger han.

Støjberg vender tilbage

Det er nu op til Folketinget at vurdere, om Inger Støjberg - der har været løsgænger siden starten af året - fortsat er værdig til at sidde som folketingsmedlem. Først skal et udvalg taget stilling til sagen, og siden skal folketingsmedlemmerne stemme på baggrund af udvalgets indstilling.

Uanset hvordan det ender, så tror Svend Heiselberg ikke, at Inger Støjberg er færdig på den politiske scene.

- Jeg tror, hun vender tilbage igen. Hun behøver ikke være færdig i politik, og jeg tror også, der er stor folkelig forståelse for hendes synspunkter.