Pape: Vi får mest for pengene med politiskole i Vejle

Den nye vestdanske politiskole skal ligge i Vejle. Det går hurtigst, og man får mest for pengene, lyder det.

soerenpape.jpg

Det stod helt klart i regeringsgrundlaget: Den nye politiskole skulle være et nybyggeri og ligge i Herning.
   
Men Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti spændte ben for begge dele, og tirsdag slår justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fast, at politiskolen skal etableres i en eksisterende bygning i Vejle.
   
- Vi peger nu på Vejle, for der får vi mest for pengene, og det går hurtigt, siger han på et kort pressemøde foran Justitsministeriet tirsdag eftermiddag.
   
Den nye vestdanske politiskole skal etableres i den gamle sygeplejeskole i Vejle. Men der skal mere end bare "en støvsuger" til, før skolen står klar til at tage imod politielever, understreger ministeren.
   
Han pointerer flere gange, at han er ærgerlig over, at der ikke kunne findes flertal for at bygge en helt ny bygning til politiet og kalder processen "ærgerlig".
   
- Nu skal vi videre. Nu kan den her sag ikke trækkes længere, nu skal den her sag slutte, siger Søren Pape Poulsen.
   
/ritzau/