Vejle får den nye politiskole

Det bliver den tidligere sygeplejeskole i Vejle, der skal omdannes til en ny vestdansk politiskole.

151106Politiskole.jpg
Foto: arkivfoto

Efter et langt, rodet forløb bliver den nye vestdanske politiskole placeret i Vejle. Det erfarer TV2 News og DR.
   
Ifølge tv-stationernes oplysninger vil regeringen senere tirsdag meddele, at man på baggrund af politifaglige anbefalinger har besluttet at omdanne den tidligere sygeplejeskole i Vejle til en ny politiskole.
   
Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V), kan over for Ritzau ikke bekræfte placeringen. Han har ikke hørt noget fra regeringen.
   
Heller ikke DF-formand Kristian Thulesen Dahl kan bekræfte historien. Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, har ingen kommentarer.
   
Regeringen har i lang tid stået fast på, at skolen skulle etableres i et nybyggeri i Herning, men justitsminister Søren Pape Poulsen (K) måtte mandag give sig.
   
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stod fast på at placere skolen i en eksisterende bygning.
   
I Rigspolitiet og Bygningsstyrelsens rapport fra efteråret scorede Vejle sammen med Skanderborg bedst på en række politifaglige og bygningsmæssige parametre. Holstebro kom ind på en tredjeplads.
   
/ritzau/