Kvindelige kandidater vil ha' krydser fra borgerne
Flere vælgere skal sætte deres kryds ved en kvinde til kommunalvalget. Det mener de kvindelige kandidater i Ringkøbing-Skjern Kommune.
De fleste kommunalpolitikere er mænd. Sådan er det også i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Her er kun syv ud af byrådets 29 medlemmer, kvinder.
I dag havde en snes kvindelige byrådskandidater arrangeret en bustur i kommunen for at gøre opmærksom på, at der findes et alternativ til de mange mænd, i byrådet.
- Rigtig mange mennesker har en tendens til at stemme på mænd. Og der vil vi gerne gøre opmærksom på at det behøver man faktisk ikke, for der er mange kvalificerede kvinder på stemmesedlen, forklarer Trine Ørskov, som selv stiller op for Socialdemokratiet, i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Helt enige om én ting
De kvindelige byrådskandidater stiller op for forskellige partier, og har ikke samme holdning til den politiske kurs.
- Vi er jo ikke ens, vi er 15-20 forskellige kvinder med forskellige holdninger til rigtig mange forskellige ting. Vi er bare allesammen meget enige om, at der er brug for flere af os i byrådet, konstaterer Trine Ørskov.