Kort nyt

44 minutter siden

Dommer forlænger fængsling af minkmænd

To personer, der er sigtet i en sag om hvidvask af narkopenge gennem minksind, har fået forlænget deres fængsling til 18. november ved et retsmøde ved Retten i Aarhus.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til TV MIDTVEST.

De to mænd på henholdsvis 43 og 61 år har siddet fængslet siden begyndelsen af oktober, hvor de blev stillet for en dommer første gang. Her nægtede de sig skyldige.

På det tidspunkt, hvor hvidvasken ifølge anklagemyndigheden skulle have fundet sted, havde den 61-årige en fremtrædende rolle i minkbranchen.

De to mænd har selv accepteret fængslingen, oplyser NSK.

Tirsdag vurderede en dommer ved et skriftligt retsmøde, at der var grundlag for at opretholde fængslingen af mændene, selvom fire, der er sigtede i samme sag, blev løsladt mandag.

Ifølge NSK er de to mænd en del af en større sag, tæller i alt 11 sigtede.

Anklagemyndigheden mener, at der er blevet hvidvasket for mindst 30 millioner kroner via blandt andet minkskind.

De sigtede nægter sig over en bred kam skyldige.

38 minutter siden

59-årig kvinde svindlet for 17.000 kroner

Mandag formiddag kom lokalpolitiet i Ringkøbing på arbejde, da de modtog en anmeldelse om bedrageri fra en 59-årig kvinde fra Hee. 

Kvinden var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være en ansat fra e-handelstjenesten PayPal. Han overtalte kvinden til at overføre cirka 17.000 kroner til en anden konto. 

Anmelder blev først opmærksom på bedrageriet, da hendes bank henvendte sig vedrørende uregelmæssig aktivitet på hendes konto. 

Politiet efterforsker nu sagen. 

46 minutter siden

Hakket oksekød tilbagekaldes

Flere varianter af hakket oksekød fra Danish Crown med produktionsdatoen 15. oktober 2024 tilbagekaldes på grund af fund af salmonella. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Det hakkede oksekød er solgt i Bilka, Føtex, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Løvbjerg, Rema 1000 og nemlig.com.

- Har du produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt, skriver Fødevarestyrelsen.

Kl. 07.26

Ændring i retsmøde i hvidvasksag

Et planlagt retsmøde om fristforlængelse af fængsling i en sag om hvidvask gennem minkskind bliver tirsdag holdt skriftligt og dermed uden offentlighedens adgang.

Det oplyser Retten i Aarhus til TV 2 Østjylland.

Mandag fremgik retsmødet ellers af rettens retsliste.

I Danmark er alle retsmøder som udgangspunkt offentlige, oplyser anklagemyndigheden på sin hjemmeside.

Det er uvist, hvorfor retten i det konkrete sag har vurderet, at retsmødet kan afholdes skriftligt, men ændringen kommer dagen efter, at fire af seks fængslede i sagen blev løsladt.

TV MIDTVEST har været i kontakt med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der i sin tid krævede mændene fængslet.

Her har man for nuværende ingen kommentarer til sagen.

Sagen tæller i alt 11 sigtede, hvor af to kræves fortsat fængslede.

Kl. 06.57

Personbil stødt sammen med minibus

Opdatering

  • Opdateret med flere oplysninger.

En person er svært tilskadekommen, efter at en personbil er kørt sammen med en minibus.

Uheldet er sket omkring klokken 7.15 tirsdag morgen i Tjele nordøst for Viborg.

Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at der er tale om et vigepligtsuheld. Det er sket der, hvor Hobro Landevej møder Tjele Møllevej.

Der er sendt to ambulancer til stedet.

Klokken 10:15 er begge køretøjer ved at blive fjernet fra stedet.

Tjele Møllevej er fortsat spærret. Hobro Landevej er ikke længere spærret.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 06.45

Ringkøbingvej er åben igen

Et uheld tirsdag morgen har spærret Ringkøbingvej mellem Rom og Lemvig. 

Klokken 8:40 flyder trafikken atter.

En bil er blevet fjernet fra stedet, mens man venter på, at en anden også skal fjernes. Omkring klokken 08:30 lettede en helikopter, ligesom en ambulance også forlod stedet.

Det er endnu uvist, hvad tilstanden på de tilskadekomne er.

Kl. 05.59

Aflyste morgentog

GoCollective meddeler, at to morgentog er aflyst tirsdag.

Det drejer síg om toget mellem Rødkærsbro og Viborg med afgang klokken 8.21 - og toget mellem Viborg og Rødkærsbro med afgang klokken 8.39.

Aflysningerne skyldes signalproblemer.

Kl. 05.41

Alvorligt uheld: Person fastklemt

En fastklemt person er blevet klippet fri af Nordvestjyllands Brandvæsen efter et alvorligt trafikuheld kort før klokken 7:00 tirsdag morgen.

To biler er stødt sammen på Ringkøbingvej ved Lemvig.

Både ambulancer, lægebiler samt Brand & Redning er på ulykkesstedet. En lægehelikopter er omkring klokken 8:00 ankommet til stedet. En halv time senere er den fløjet igen.

Der er endnu ingen melding om personernes tilstand. 

Vejen er helt spærret, og der er etableret omkørsel.

Opdateres...

Kl. 05.19

Øvelse i dag

Hører du flere udrykninger i området ved Karup og Kølvrå i dag, så er der umiddelbart ingen grund til bekymring.

Det er Midt- og Vestjyllands Politi, der afholder øvelse. Det oplyser politiet på X.

- Vi træner vores indsats ifm uroligheder, hvor mange mennesker er samlet. Det indebærer bl.a. udrykningskørsel i området, lyder det.

Politiet beklager på forhånd de gener, det eventuelt kan medføre, men påpeger, at der er brug for at øve i virkeligheden.

Kl. 05.12

Nu kan trængte børnefamilier søge om julehjælp

Økonomisk trængte familier kan nu søge om hjælp til julemad og julegaver hos Blå Kors Danmark, som sidste år modtog rekordmange ansøgninger.

Her søgte hele 18.426 familier om julehjælp, hvilket var 52 procent flere ansøgninger end i 2022. Forventningen er, at der igen i år vil være mange familier, som søger hjælp. Det skriver Blå Kors i en pressemeddelelse.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er forbrugerprisindekset på fødevarer steget med over fire procentpoint siden efteråret 2023.

Blå Kors uddeler julehjælp til familier, hvor forældrene er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.

Julehjælpen er mulig takket være statens julehjælpspulje og donationer fra fonde, virksomheder og private. 

Sidste frist for ansøgning om julehjælp gennem Blå Kors Danmark er den 21. november kl. 12.

Foto på forsiden: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix.

Kl. 04.42

Vinden tiltager i dag

Tirsdagen vil blive præget af blandet efterårsvejr med nogen sol, men der kommer også perioder, hvor det er mere skyet, og der kommer spredte byger. Det oplyser DMI.

Vinden indleder dagen med at være svag til jævn, men den tiltager og bliver let til frisk fra vest og sydvest. Ved kysterne kan der stedvis komme op til hård vind.

Temperaturen kommer op på omkring 13 grader.

Kl. 04.35

Forskudsopgørelsen er på vej

Skattestyrelsen åbner tirsdag den 12. november for, at 5,4 millioner borgere kan se deres forskudsopgørelse for næste år.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.

Her kan man få et indblik i, om ens forventede indkomst og skat for 2025 stemmer overens med virkeligheden.

Kl. 03.53

Morgenuheld på motorvejen

Omkring klokken 5.30 tirsdag morgen er der sket et uheld på motorvejen mellem Silkeborg og Herning.

Vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at en bil har undveget et rådyr og derpå er forulykket.

Der er ingen personskade, men der ryddes op efter vragrester på kørebanen.

Uheldet er sket i vestlig retning mellem afkørslerne mod Bording og Ikast Ø.

Kl. 03.50

Politi klar med nyt efter fund af død kvinde

Midt- og Vestjyllands Politi har nu henlagt sagen om en kvinde, der blev fundet død i sit hjem i Nr. Felding ved Holstebro i februar 2022. 

Ad flere omgange over de seneste år har politiet undersøgt, hvad der kunne ligge bag dødsfaldet, der blev betragtet som mistænkeligt. 

Men nu er sagen altså afsluttet, uden yderligere, bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi.

21. okt 2024 kl. 22:26

Område med sjælden plante er truet

En udvidelsen af de eksisterende syv testpladser i Østerild går mod nord ud i Hjardemål klit og Hjardemål klitplantage. Her gror som det eneste sted i verden en stor bestand af thygøgeurt.

21. okt 2024 kl. 22:04

Turist er ikke glad for ny turismestrategi

Danmarks skal tiltrække flere turister uden for højsæsonen.

Det er én af målene med en ny turismestrategi, som regeringen i dag har præsenteret. I alt afsættes 200 millioner kroner til nye turismeindsatser på finansloven.

Det lyder rigtig godt i Jan Brusgaards ører, som er ejer af Feriepartner Thy og bestyrelsesmedlem i Visit Nordvestkysten.

Til gengæld er det ikke en positiv udvikling for alle, mener en tysk turist, som TV MIDTVEST mandag mødte på stranden i Thy. 

21. okt 2024 kl. 19:51

Derfor står kæmpe havvindmøller på land

- Hvorfor bliver testmøllerne større og større? Og hvorfor står de på land, hvis de alligevel skal bruges på vand på sigt?

Sådan spørger Helle Christensen.

Helle har kontaktet os for at finde svar på hendes spørgsmål, og her er forklaringen. 

21. okt 2024 kl. 18:29

40 procent af de anmeldte skader efter stormflod blev afvist

Det gik vildt for sig, da en stormflod ramte dele af landet i oktober sidste år.

Diger brast, havne blev ødelagt, og huse blev flere steder oversvømmet.

Efterfølgende tikkede der 3430 skadesanmeldelser ind til forsikringsselskaberne under den såkaldte stormflodsordning.

Det er en ordning, som alle med en brandforsikring betaler til.

Men hele 40 procent af skadesanmeldelserne er ifølge Naturskaderådet, der administrerer ordningen, blevet afvist.

Det er en relativ høj afslagsprocent, lyder det fra sekretariatschef i Naturskaderådet Poul Jensen.

- Det lyder af meget, og det er det isoleret set også. Men det er ikke usædvanligt, hvis vi ser over de seneste ti år, hvor afslagsprocenten har svinget mellem 16 og 63 procent, siger han.

21. okt 2024 kl. 18:03

Kommune tager nyt skridt efter stor kritik

Børne- og familiechefen i Ikast-Brande Kommune, Anton Rasmussen, tager nu et nyt skridt i en betændt sig om en 5-årig dreng fra Brande. 

21. okt 2024 kl. 16:26

Banedanmark forventer normal togdrift tirsdag

Banedanmark forventer, at togene kører som normalt fra tirsdag morgen. 

- Der er blevet arbejdet hårdt og fokuseret på at få løst problemerne hele dagen, skriver Søren-Peter Fiirgaard, der er kommunikationskonsulent i Banedanmark, i en mail.

Det er en softwareopdatering af det digitale signalsystem, der mandag har voldt problemer. 

21. okt 2024 kl. 15:44

Minkmænd løslades

Fire mænd, der er sigtet for hvidvask gennem salg af minkskind, kan mandag forlade arresten som frie mænd.

Det bekræfter deres respektive forsvarsadvokater over for TV MIDTVEST.

Der er tale om fire mænd på henholdsvis 48, 59, 60 og en 68 år.