Kort nyt

Kl. 11.46

Håndbold-talent udtaget til VM

Normalt spiller han i de hvide- og grønne farver, men til januar trækker anfører Emil Bergholdt fra Skjern Håndbold i den rød- og hvide trøje. Det skriver Skjern Håndbold på x

Han er onsdag formiddag udpeget til at være en del af VM-truppen.

Det er første gang at en anfører fra Skjern Håndbold skal være en del af VM truppen, og det glæder klubben sig over. 

- Kæmpe, kæmpe stort tillykke, Emil!, skriver Skjern Håndbold. 

33 minutter siden

Politianmeldt for skimmelsvamp

En grillbar har fået så sur en smiley, at det nu har ført til en politianmeldelse. Fødevarestyrelsen konstaterede skimmel i flere køleskabe.

42 minutter siden

Nabo hørte, hvordan mystisk træ-tyveri foregik

Beboere på Kirstens Bakke i Sennels undrer sig over et forsvundet træ. 

Tirsdag skrev TV MIDTVEST om mysteriet, men ingen har meldt sig siden, fortæller Mathias Skinnerup onsdag til TV MIDTVEST.

Der er dog lidt nyt.

- En af naboerne til træet har hørt en motorsav om formiddagen. Der er meget tydelige savsnit, fortæller Mathias Skinnerup.

Han fortæller, at de desuden arbejder på at få et nyt træ fra en sponsor. 

47 minutter siden

Tidlig julegave på 13 millioner

Varmekunder i Ringkøbing og Kloster kan se frem til en tidlig julegave, skriver Ringkøbing Fjernvarme i en pressemeddelelse.

I alt står kunderne til at få tretten millioner kroner tilbagebetalt. Det er nemlig lykkedes at producere varmen billigere end først antaget, oplyser fjernevarmeselskabet. Så kunderne vil derfor få 187 kroner tilbagebetalt per megawatt-time, de har brugt i løbet af året.

Det er ikke det eneste, kunderne i Ringkøbing Fjernvarme kan glæde sig over. De kan også se frem til en billigere varmeregning næste år.

Hvis man bor i et standardhus med et standardforbrug, vil man næste år derfor blive opkrævet ca. 2.200 kroner mindre aconto, og hvis man bor i en standardlejlighed med et standardforbrug, vil man blive opkrævet ca. 1.900 kroner mindre.

Billedet på forsiden er taget af: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Kl. 13.31

Vindstød af stærk storm på vej

Det kan være en god ide at sikre løse tagsten og surre trampolinen fast. 

En meget kraftig vind skal over de næste par dage passere forbi Danmark, fra Torsdag aften og indtil fredag. Det skriver TV 2.

Særligt vildt bliver det på Vestkysten, hvor vindstødende nærmer sig stærk storm med op til 32 meter i sekundet. 

Prognose for vindstød torsdag aften
Prognose for vindstød torsdag aften
Foto: TV 2 Vejret
Kl. 13.26

Hundredvis skal pilles ned

660 glaspaneler skal tages ned, men der er endnu ikke en plan for fremtiden. Musikteatret Holstebros scenetårn må undvære glasfacaden på ubestemt tid. 

Kl. 13.23

Vil demonstrere for at råbe transportministeren op

Folketingskandidat Nils Brøgger (SF) elsker en togtur uden for mange skift. Derfor har han sammen med to andre fra partiet inviteret til demonstration 7. januar i Holstebro, Struer og Herning, for at fastholde den direkte togforbindelse mellem Struer og København. 

- Vestjylland skal ikke efterlades på perronen. Der er sket rigeligt med afkobling herude, lyder det fra Niels Brøgger. 

Fra DSB har det tidligere lydt, at det bliver for dyrt at fastholde den direkte forbindelse, når de overgår til elektriske toge i 2030. 

Indtil videre har transportminister Thomas Danielsen (V) været værgende omkring fremtiden for togforbindelsen. Nu håber Nils Brøgger, at demonstrationen kan få ministeren til at lytte. 

- Jeg tror det kommer til at rykke noget. Politikere agerer efter folkeligt pres, lyder det fra Nils Brøgger. 

Demonstrationen kommer på baggrund af, at Thomas Danielsen 8. januar stiller i folketingssalen for at svare på, om der for fremtiden stadig skal være en direkte togforbindelse.

Kl. 13.04

Lærer misbrugte sin stilling, siger forstander

En tidligere lærer på Gudenaadalens Efterskole i Ulstrup, der er tiltalt for blufærdighedskrænkelse af en 17-årig tidligere elev misbrugte sin stilling.

Det siger Jesper Emil Sørensen, der er forstander på Gudenaadalens Efterskole i Ulstrup, til TV 2 Østjylland.

Tirsdag kom det frem, at anklagemyndigheden har rejst tiltalte mod den tidligere medarbejder.

- Lige nu kommer dét frem, jeg har vidst i et år, så derfor er jeg ikke overrasket. Det, jeg kendte til, var af en karakter, der gjorde, at han skulle anmeldes, siger forstanderen til TV2 Østjylland og fortsætter:

-  I min bog handler det om et misbrug af den situation, han var i.

Det er uvist, hvordan den tidligere ansatte forholder sig til tiltalen.

Sagen kører ved Retten i Randers.

Kl. 12.21

Tisse-mand sendt bag tremmer

En 32-årig mand fra Silkeborg tissede tirsdag eftermiddag i en bus og overfaldt derefter både buschaufføren og en anden passager, da de forsøgte at stoppe ham. 

Onsdag klokken 11 blev den 32-årige 'tisse- mand' fremstillet i grundlovsforhør. 

Manden blev sigtet for to forhold af vold. Vold mod tjenestemand i funktion, og vold mod en anden passager i bussen. 

- Sigtede nægtede sig skyldig, lyder det fra anklagerfuldmægtig Nicki Akiros ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden endte dog med at blive varetægtsfængslet i fire uger. 

Den 32-årige mand er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet, og det var også det, som anklageren lagde vægt på under grundlovsforhøret. 

- Vi kan lægge til grund for kendelsen, at det er et gentagelsestilfælde, lyder det fra Nicki Akiros. 

Den 32-årige er tidligere dømt for vold og er netop løsladt fra Nyborg Fængsel. 


Kl. 12.16

Fysik-ulykke anmeldt til politiet

Arbejdstilsynet har anmeldt Herning Kommune til politiet, efter en fysik-ulykke på en skole.

Det skriver Herning Folkeblad.

Under et forsøg blev en pige i starten af oktober blev alvorligt forbrændt. Efterfølgende tildelte Arbejdstilsynet et strakspåbud, men tilsynet vurderer nu, at der bør rejses en straffesag på grund af ulykken.

Den vurdering laver tilsynet ifølge dets hjemmeside kun "i særlige tilfælde".

Kl. 11.55

Industriens overenskomstforhandlinger starter i januar

6. januar begynder overenskomstforhandlingerne på det private område mellem CO-industri og Dansk Industri.

Industriens overenskomster bliver også kaldt for ”gennembrudsforliget”.

Det gør de, fordi der er en tradition for, at industrien, der er konkurrenceudsat fra det internationale marked, ”lægger linjen” for, hvad lønniveauet skal være på det danske arbejdsmarked.

Det fortæller Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitetet.

- Det er så at sige den ramme, som de andre områder skal følge, når de går i gang med deres forhandlinger, siger han.

Kl. 11.54

Studsgård Friskole donerer bankogaver til Blå Kors

Studsgård Friskoles 8-9. klasse samlede ind til Blå Kors Hernings varmestue til deres årlige bankospil.

- Det er super fedt, at de kan få julehygge i den her tid, når de ikke får den andre steder, fortæller elev Lærke Rix Iversen.

En af de heldige til dagens banko er Bjørn Larsen, der vandt hele tre gange.

Kl. 11.24

Nu kan vindfølsomme passere bro igen

Opdatering: Vejdirektoratet frarråder nu igen vindfølsomme køretøjer at køre over broen.

Vinden på Sallingsundbroen er nu aftaget så meget, at vindfølsomme køretøjer nu igen kan passere broen.

Det oplyser Vejdirektoratet på X.

Tidligere blev det frarrådet at køre på broen mellem Salling og Mors på grund af kraftig vind.

Kl. 10.56

Oliespild på vej

Der ligger i øjeblikket et lag oliefilm på Vattrupvej ved Kjellerup. Det oplyser indsatsleder ved Midtjysk Brand- og Redning Lars Erik Leth.

Et entreprenørfirma fra Silkeborg Kommune er tilkaldt for at smide grus ud på vejen. 

- Så glat er vejen ikke, men så giver vi et signal om, at folk skal være opmærksomme, siger Lars Erik Leth. 

Kl. 10.43

Tre midt- og vestjyder udtaget til VM i håndbold

Nikolaj Jakobsen har udtalt sin trup til VM i Håndbold, der blandt andet afholdes i Herning.

Her har tre midt- og vestjyder fundet vej til truppen.

Stregspiller Emil Bergholt (Skjern Håndbold), der er slutrundedebutant, og bagspiller Rasmus Lauge (Bjerringbro-Silkeborg) spiller begge i landsdelen og er udtaget til holdet.

Derudover er verdens bedste mandlige håndboldspiller Mathias Gidsel fra Skjern også udtaget.

Målmand Emil Nielsen, der har været en profil i Skjern Håndbold, er også udtaget.

Kl. 10.30

Gigantiske vindmølledele strandet på havn

0:11

De gigantiske vindmølledele fra Siemens i Brande, der har været på en længere rejse, ligger fortsat på en pram i Hanstholm Havn.

Det viser billeder fra stedet.

Delene forlod fabrikken i Brande 6. december for at bevæge sig på en tre dage lang rejse til Hvide Sande Havn, hvorfra turen gik til Hanstholm Havn, hvor de har ligget siden 13. december.

Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger er det vejret, der forhindrer den sidste del af turen til testcentret i Østerild i Thy.

Få alle detaljer fra delenes færd i artiklen her.

Kl. 10.18

SF'er og venstremand tilbage på borgen

Der var mørkt flere steder på Christiansborg, da SF'eren Karsten Filsø endnu en gang mødte op som vikar i Folketinget.

Som den jyde han er, mødte han ind klokken otte om morgenen til første arbejdsdag. Det var åbenbart lidt tidligere end de fleste.

- Det er kun i Jylland, man møder tidligt, konstaterer Karsten Filsø tørt.

Karsten Filsø skal vikariere for Signe Munk, mens hun er på barsel. Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre er også barselsvikar for Mads Fuglede.

Fuglede er godt nok Danmarksdemokrat i dag, men valgt for Venstre, derfor ryger Pihl ind.

Og det er et vikariat med en del udfordringer, de to er mødt ind til.

Kl. 10.08

Mand sigtet for hæleri: Borger tog sagen i egen hånd

Inden politiet overhovedet nåede at opklare en sag om en stjålet knallert, havde ejeren af knallerten allerede opklaret sin egen sag. 

Sådan lyder det fra Bjarne Askholm, der er leder af lokalpolitiet i Ringkøbing-Skjern.

Den 37-årige mand fik stjålet sin knallert, men fik hurtigt færten af, hvor knallerten befandt sig. 

- På en side for salg havde han set, den var til salg og henvendte sig til sælger, siger Bjarne Askholm. 

Den retmæssige ejer mødtes tirsdag eftermiddag med sælgeren af sin knallert. Herefter tog han en prøvetur på knallerten. Manden kørte et godt stykke væk, og ringede derefter til politiet. 

- Jeg har fået stjålet min knallert, men jeg har fundet den igen, sagde han til os, lyder det fra Bjarne Askholm. 

Politiet sigtede sælgeren, en 47-årig mand fra Tarm, for hæleri. Det var ikke muligt for politiet at bevise, at han også havde stjålet knallerten.

Forsidefoto: Cosmic Console via Wikimedia Commons

Kl. 09.39

Vindfølsomme køretøjer skal holde sig væk fra bro

Vejdirektoratet har nu opjusteret det varsel, der gælder for Sallingsundbroen.

Der er nu tale om vind, der er så kraftig, at vindfølsomme køretøjer frarådes at passere.

Det oplyser Vejdirektoratet på Trafikinfo.dk.

Vinden ventes at aftage sidst på aftenen.

Kl. 09.25

Lovforslag om kørekort til 17-årige sendt i høring

Hvis det står til regeringen skal 17-årige snart have lov til at sidde bag rattet helt alene.

Indtil videre har de skulle køre med ledsager, men nu bliver regeringens lovforslag om, at 17-årige kan køre i bil uden ledsager i dagtimerne sendt i høring.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Forslaget, der vil gøre forsøgsordningen med kørekort til 17-årige permanent, samt gøre det lovligt at de kører uden ledsager mellem klokken 5 og 20, skal gøre det lettere for unge i yderområder at komme til og fra fritidsjobs, uddannelsessteder og praktikpladser.

Det mener transportministeren.

- Det vil gøre en stor forskel i de områder af landet, hvor der er langt mellem folk, og hvor busserne ikke kører så tit, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i pressemeddelelsen.

Kl. 09.22

Fuld plade på ulovligheder

Lokalpolitiet i Herning stoppede natten til onsdag en mand, der kørte på falske nummerplader. Pladerne var tyske, men viste sig både at være falske og stjålne. 

Det oplyser Erik Kristensen, der er politikommissær.

- Bilen var dansk, men nummerpladerne var falske, siger han. 

Herefter væltede ulovlighederne bogstavelig talt ud af bilen.

Manden, der er 28 år og kommer fra Billund, var påvirket af euforiserende stoffer. 

Derudover havde han både patroner, en kniv og hash på sig, da politiet stoppede ham. 

Det, at den 28-årige overhovedet befandt sig i en bil, var også ulovligt. Ifølge Erik Kristensen havde han fået frakendt sit kørekort. 

- Det, som tæller hårdt, er kørsel med frakendt kørekort, og kørsel i påvirket tilstand, siger han.

Politiet kan endnu ikke fortælle om omfanget af straffen for manden. Han blev anholdt og taget med til stationen for at få foretaget blodprøver. 

- Der kan godt gå et stykke tid, fordi der er flere overtrædelser som skal lægges sammen, siger Erik Kristensen.