Kort nyt

Kl. 06.35

Minister vil sætte ind over for overproduktion af tøj

Store mængder usolgt tøj bliver sendt til genanvendelse, selv om det ikke fejler noget, og alt for meget affald bliver i dag brændt af, selvom det ifølge reglerne skal genanvendes.

Det vil miljøminister Magnus Heunicke nu sætte en stopper for med et nyt lovforslag, der fremsættes i Folketinget i dag. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

- Det kæmpe spild af naturens ressourcer, som følger af overproduktion af tøj, skal først og fremmest undgås, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Regeringen vil sætte ind med et styrket affaldstilsyn, der blandt andet skal håndhæve det kommende forbud mod destruktion af usolgt tøj og sko, som er på vej i hele EU fra juli 2026.

Et forbud, der betyder, at usolgt tøj og fodtøj ikke længere må sendes til genanvendelse. I stedet skal virksomhederne genfremstille tøjet ved at give det en ny farve, sælge det til reduceret pris eller donere det til genbrugsbutikker.

52 minutter siden

Kontrol af køretøjer kaster flere bøder af sig

Både lastbiler, kartoffeltransportere og andre tunge køretøjer er blevet kontrollet denne uge, og det har kastet flere bøder af sig.

Højdespringeren var en bøde på 200.000 kroner.

Kl. 11.36

Næssundfærgen fortsætter sejladsen

Næssundfærgen sejler mod lysere tider.

Sidste år havde færgen, der sejler mellem det sydlige Mors og Thy, et større underskud. Takket være stor lokal opbakning ser dette års regnskab ud til at slutte med et lille plus - og dermed står det fast, at sejladsen fortsætter til næste år.

Kl. 11.25

Eksminister bliver præsident

Simon Kollerup, der er valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds, kan tilføje en ny titel til sit CV. 

Han er fra i dag præsident for Beredskabsforbundet, der er en landsdækkende organisation for alle frivillige i redningsberedskaberne, der hører under Beredskabsstyrelsen

- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for Beredskabsforbundet, som i mine øjne har gode svar på de trusler, Danmark står mest direkte over for lige nu, skriver han i et opslag på LinkedIn.

Af trusler nævner han blandt andet vildere vejr, klimakatastrofer og cyberangreb.

- Den dårlige nyhed er, at truslerne desværre kun bliver større og større i disse år. Derfor er der brug for et endnu stærkere beredskab i Danmark, skriver han i opslaget.

Simon Kollerup (S), der er forsvarsordfører, hjemmeværnsordfører og tidligere erhvervsminister, fortsætter sit arbejde i Folketinget sideløbende med virke ved Beredskabsforbundet.

Kl. 10.01

Forsøg gik galt - nu har skolen fået strakspåbud

Snejbjerg Skole ved Herning har fået et strakspåbud af Arbejdstilsynet, efter en elev i 7. klasse blev alvorligt forbrændt i undervisningen.

Kl. 09.54

Færge indstiller sejlads i eftermiddag

Færgen mellem Thyborøn og Agger indstiller sejladsen torsdag eftermiddag. 

Sidste afgang fra Thyborøn er klokken 14.00, og så sejler færgen ikke resten af dagen. 

Det skriver færgen i en service-sms.

Kl. 08.59

Kommunen lagt ned af henvendelser

Vesthimmerlands Kommune er blevet lagt ned af henvendelser, efter man meldte ud, at fem efterladte sejlbåde kunne afhentes ganske gratis.

Kl. 08.08

Usædvanligt biltyveri

Et usædvanligt tyveri har fundet sted på et autoværksted i Viborg. 

Hvad der formodes som flere gerningsmænd har stjålet tre biler med de nøgler, som passer til bilerne.

Kl. 07.16

Flere udsat for klassisk svindelnummer

Bankbude er efterhånden blevet et klassisk forsøg på at franarre folk penge.

Netop det svindelnummer blev flere udsat for i Hvide Sande i går fra middagstid og frem til klokken 14.30, oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing.

- Det er det klassiske eksempel, hvor nogen ringer og udgiver sig for at være fra banken, og så sender de efterfølgende en ud for at hente hævekortet, siger politiassistent Martin Bjerg.

To borgere faldt ikke i fælden, men det gjorde den tredje. Her blev der hævet 13.000 kroner, som er overført til en konto i Frankrig.

De tre borgere, som blev udsat for svindelnummeret, er fra 73 år og op.

Kl. 07.01

B&O mister omsætning

Bang & Olufsen måtte se omsætningen falde i første kvartal af det forskudte regnskabsår 2024/25.

Den danske hi-fi-producent omsatte i månederne juni, juli og august for 544 millioner kroner, hvilket er 12 procent lavere end i samme periode sidste år.

Salget ligger dog på niveau med forventningerne, og i Struer-virksomheden hæfter man sig både ved, at sammenligningsgrundlaget var ekstraordinært højt, og at bruttomarginen samtidig blev forbedret.

- Vi fortsatte arbejdet med at eksekvere vores strategiske prioriteter med særligt fokus på at øge brand awareness på globalt plan, optimere vores retailnetværk og skabe produkter i verdensklasse, siger administrerende direktør Kristian Teär i en kommentar til regnskabet.

Han ser nu sammen med resten af ledelsen frem mod den aktieudvidelse, der blev vedtaget på den seneste generalforsamling, og som vil tilføre ny kapital, der skal bruges på at føre en treårig strategiplan ud i livet.

Bang & Olufsen vil forhøje selskabskapitalen med 20 procent i en såkaldt rettet emission, som bliver gennemført inden udgangen af november.

Kl. 05.25

Petanque kan føre til ny livsglæde og ægtefælle

Da Peter Ellekær Hansens korsbånd sprang for 30 år siden, havde han gang i en aktiv karriere som amatørbadmintonspiller.

Han troede aldrig, at han kunne dyrke sport igen, men så kom hans kone hjem med en bog.

Kl. 04.35

Kæmpe naturområder på vej til det midt- og vestjyske

Store sammenhængende naturområder er den bedste vej til at sikre et varieret natur- og dyreliv i Danmark. Det fremgår torsdag i et notat fra Biodiversitetsrådet.

Rådet har identificeret en række arealer, hvor man med målrettede indsatser kan skabe den største effekt i Danmark, hvor flere dyre- og plantearter er uddøde eller i fare for det.

Kl. 04.20

Vindstød af stormstyrke på vej til Vestkysten

Lige nu er der stilhed før storm, men i løbet af eftermiddagen gælder det om at holde på hat og briller.

Torsdag eftermiddag og aften varsler DMI om stormende kuling på 20 meter i sekundet med vindstød af stormstyrke omkring 25 meter i sekundet. Vinden vil være kraftigst mellem klokken 18 og 24.

Varslet gælder for den jyske vestkyst fra Hanstholm i nord til Hvide Sande i syd og dermed i kommunerne Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern.

- Det er resterne af den tropiske orkan "Kirk", der nu er nået til Europa og sætter dagsordenen det kommende døgn, oplyser Jens Lindskjold, vagtchef hos DMI.

Resterne af orkanen byder også på store mængder regn i det østlige Danmark. Der er fortsat stor usikkerhed om de samlede nedbørmængder og præcis, hvor nedbøren falder. 

At vinden i Jylland tiltager i løbet af dagen, og at der kan komme vindstød af stormstyrke, er dog ret sikkert ifølge DMI.

Kl. 03.55

Falske profiler lokker flere penge ud af bankkunder

I årets første seks måneder lykkedes det kriminelle at svindle danske bankkunder for et højere beløb end i året før.

Det viser nye tal for såkaldt kærlighedssvindel fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

I alt fik kriminelle i første omgang bankkunder til at overføre 20,6 millioner kroner. Dog bliver en del af svindlen opdaget og standset i tide.

Svindlerne kom afsted med 9,7 millioner kroner, hvilket svarer til, at hvert offer i gennemsnit er blevet svindlet for 45.000 kroner. I 2023 var gennemsnittet omkring 35.000 kroner.

Kærlighedssvindel dækker over svindelsager, hvor kriminelle franarrer borgere penge via falske profiler, der udgiver sig for at søge venskab eller kærlighed. Den kriminelle får undervejs offeret til at overføre penge.

Kl. 03.40

Forældrene taget skole-sag i egen hånd

Ringkøbing-Skjern Kommune mener, at 11-årige Karoline Stenholdt Nielsen hører til på Special Center Vest. Det er hendes forældre lodret uenige i, og de har derfor valgt at sende hende på friskole. 

9. okt 2024 kl. 22:40

Stilhed før stormen: Rolig nat og morgen

Hvis man ikke er til ruskende efterårsvejr, så er det en god idé at nyde natten til torsdag samt torsdag morgen og formiddag.

Vinden tiltager nemlig i løbet af torsdagen, oplyser DMI. Ved vestkysten bliver blæsevejret mest intens - i løbet af torsdag kommer der kuling eller hård kuling fra vest og nordvest med vindstød af stormstyrke. Temperaturer torsdag mellem 12 og 15 grader.

Men inden da bliver natten til torsdag helt stille og rolig med svag til jævn vind samt enkelte byger og dis eller tåge. Temperaturer mellem 7 og 12 grader.

9. okt 2024 kl. 22:40

Bofællesskab skildres i ny kortfilmsdokumentar

Onsdag aften er der i Holstebro premiere på fem korte dokumentarer, der skildrer forskellige historier fra det vestjyske. For både skabere og hovedpersonerne i filmen "Hasselurten" har oplevelsen været noget helt særligt.

9. okt 2024 kl. 21:35

Ny type digital svindel

Det begynder med en simpel sms med teksten "Hej mor" eller "Hej far".

Men i løbet af få minutter vil afsenderen forsøge at narre dig til at overføre penge. Beskeden kommer nemlig ikke fra et barn, men fra en svindler, der vil lokke penge ud af dig.

Hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ser man i øjeblikket en stor stigning i antallet af anmeldelser af netop denne type kriminalitet.

9. okt 2024 kl. 21:25

To dobbelte målscorere i sikker sejr

Herning Blue Fox fik onsdag aften en sikker sejr i ishockeyens Metal Liga, da det blev 6-3 på hjemmebane over Frederikshavn White Hawks.

Brett Thompson og holdets kaptajn, landsholdsspilleren Morten Poulsen, scorede hver to gange for Herning-mandskabet.

Herning Blue Fox er placeret på en øjeblikkelig femteplads i tabellen.

9. okt 2024 kl. 21:13

Ny kandidat taler til forsoning

Det bliver 46-årige Klaus Flæng (S), der skal forsøge at generobre borgmesterkontoret ved valget til november næste år i Holstebro Kommune.

Han har netop taget valgsejren foran byrådskollegaen Simon Tang (S).

Selvom der har været offentlige debatter, der har skabt store uenigheder i partiet, så sætter Klaus Flæng sin lid til, at partiet fremadrettet kan samles.

- Nu drejer det sig om, at vi sætter os ned rundt om bordet og får snakket ud, så vi står sammen frem mod kommunalvalget. Vi skal have snakket valgkampen igennem og de ting, der er sagt og skrevet, siger han.

9. okt 2024 kl. 20:53

Hattrick af Pernille Harder

Bayern München og Pernille Harder fik onsdag aften en drømmestart på gruppespillet i Champions League.

Den danske landsholdsanfører, der er fra Tulstrup ved Ikast, spillede 88 minutter og scorede hattrick for den tyske storklub, som på hjemmebane besejrede Arsenal 5-2.

På mindre end et kvarter stod 31-årige Pernille Harder for de sidste tre mål, og hun sendte dermed gæsterne hjem til London uden point.