Et splittet socialdemokrati skal nu samles: - Vi skal have talt tingene igennem

Socialdemokratiet skal have talt ud efter valgkamp.

0:57

Det bliver 46-årige Klaus Flæng (S), der skal forsøge at generobre borgmesterkontoret ved valget til november næste år i Holstebro Kommune.

Han har netop taget valgsejren foran byrådskollegaen Simon Tang (S).

En valgkamp der har givet mærker i den socialdemokratiske gruppe, og hvor uenigheder har skabt debat. Og det bliver nu den nye borgmesterkandidats opgave at få enderne til at mødes i partiet igen.

- Det har været en lang valgkamp, og der har til tider også været gået til den, fortæller Klaus Flæng og uddyber:

- Jeg tror, vi kommer langt bare ved at mødes. Vi har nogle fællesarrangementer nu her, og der får vi mulighed for at snakke på kryds og tværs. Vi har et godt samarbejde i den socialdemokratiske gruppe, også selvom der lige har været en stor valgkamp.

Klaus Flæng har siddet i byrådet i Holstebro siden 2014. Han vandt afstemningen blandt socialdemokraterne i kommunen med 54,5 procent af stemmerne. 

Fælles fremtid

Selvom der har været offentlige debatter, der har skabt store uenigheder i partiet, så sætter Klaus Flæng sin lid til, at partiet fremadrettet kan samles.

- Nu drejer det sig om, at vi sætter os ned rundt om bordet og får snakket ud, så vi står sammen frem mod kommunalvalget. Vi skal have snakket valgkampen igennem og de ting, der er sagt og skrevet, og det kan godt være, at der er nogle ting, vi skal have snakket igennem, forklarer han.

1:00

Den socialdemokratiske gruppe mødes onsdag for første gang siden valget.

- Jeg tænker, at vi er voksne mennesker alle sammen. I bund og grund har vi en fælles ideologi, hvor vi tænker i den samme retning, og det skal vi bare have helt på plads igen. Det er jeg sikker på, at vi får inden for kort tid.

Klaus Flæng ser frem til at stå i spidsen for socialdemokratiet i Holstebro, selvom posten siden 2009 har været besat af H.C Østerby.

- Det er nogle kæmpestore sko, jeg skal træde i sporene af, hvis jeg skal efterfølge H.C. Østerby, og det skal jeg gøre sammen med en stærk byrådsgruppe, sammen med en stærk partiforening og sammen med en stærk bestyrelse, siger han.

Kommunalvalget finder sted 18. november 2025.