Energieventyret i Vestjylland får grønt lys: - Vi bliver endelig hørt

Grøn energi i Vestjylland skal være en del af det klimaneutrale Europa, lyder det fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet en pressemeddelelse.

Brint
Foto: Grafik: Rigmor Sams / Colourbox

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har givet grønt lys til det omtalte energieventyr i Vestjylland. 

I en pressemeddelelse fra ministeriet bekræfter, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, at regeringen støtter op om den store brintrør, der skal forsyne Danmark og resten af Europa med grøn energi. Brintrøret kommer til at strække sig gennem Midt- og Vestjylland og skal kobles på ved Vejen, hvorefter brinten transporteres videre til Tyskland.

- Grøn brint er en af nøglerne til et mere klimaneutralt Europa – og nu går næste fase for et brintrør i Danmark i gang, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse via Ritzau.

Tilbage i juli kunne TV MIDTVEST berette om, hvordan projektet manglede regeringens støtte. Nu har regeringen sagt god for, at Energinet kan påbegynde næste fase i projektet om brintrøret. 

- Vi er stadig klar til at lægge statslig medfinansiering på bordet, hvis branchen læner sig ind i projektet og binder sig på kapacitet i røret, forsætter klima-, energi- og forsyningsministeren.

Borgmesteren i Holstebro fortæller også, hvordan der er blevet kæmpet intenst for, at budskabet blev hørt på Christiansborg. Og nu hvor aftalen er i hus, så kan der ses fremad.

- Det glæder mig utrolig meget. Vi bliver endeligt hørt, siger H.C Østerby (S), borgmester i Holstebro, og forsætter: 

- Forhåbentlig lukker det op for industriudvikling. Vi håber jo, at flere virksomheder vil bidrage til byen og placere sig i nærheden af brintrøret.

Brint kort
Foto: Grafik: Rigmor Sams / Colourbox

Energieventyret har især udenlandsk interesse, hvor blandt andet Tyskland er for øje.

- Dialogen med både markedet og Tyskland viser, at der er stor interesse for projektet, og det er det, som Energinet skal bygge videre på, siger Lars Aagaard.

Dorte West, borgmester i Herning, udtrykker glæde over, at projektet endelig er blåstemplet.

- Det har været ønsket og håbet hele tiden. Især at vi kommer med i første fase, siger Dorte West (V).

- Det kan få stor betydning for os. Det sender et kraftigt signal til virksomheder, der ønsker at investere i projektet, forsætter Dorte West.

Også i Ringkøbing-Skjern kommune er der begejstring, når nu projektet er fastlagt.

- Det her er en stor nødvendighed i det lange løb. Vi er allerede i gang med en masse arbejde, der vedrører den her vedvarende energi, så det er positivt, at vi nu har noget konkret at arbejde fremmod, fortæller Ringkøbing-Skjerns borgmester Hans Østergaard (V).

Energinet har opdateret tidsplanen, så projekts igangsættelse vil blive rykket fra 2028 til 2032. Regeringen ser dog på allerede at idriftsætte brintrørets forbindelse til Tyskland i 2031.