Et langt og indimellem uskønt forløb

Klaus Knudsen Pedersen, Politisk redaktør

Forløbet op til afgørelsen om, hvem der skal afløse H.C. Østerby som socialdemokratisk spids i Holstebro har været langt og ind imellem også uskønt.

Klaus Knudsen Pedersen analyse holstebro
Foto/Grafik: Holstebro Kommune / Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

I opgøret om at blive S-borgmesterkandidat i Holstebro Kommune vandt Klaus Flæng en snæver sejr over Simon Tang.

Den ene har siddet i byrådet i 10 år. Den anden har været medlem siden 2022.

Dermed blev det den politisk erfarne Flæng, som vandt. Betydeligt flere kilometer i benene i form af blandt andet udvalgsformandsposter er noget af det, der har gjort forskellen.

Mindre end tre års kommunalpolitisk erfaring var ikke nok for Tang.

Procesoperatøren fra Vinderup slog daginstitutionslederen fra Holstebro i kampen om at blive H.C. Østerbys efterfølger og dermed Socialdemokratiets nye bud på en kommende borgmester i den nordvestjyske kommune.

Forløbet op til afgørelsen har været langt og ind imellem også uskønt.

Knapt var blækket på den pressemeddelelse, hvor H.C. Østerby offentliggjorde sin beslutning om ikke at genopstille tørt, før både Klaus Flæng og Simon Tang meddelte, at de begge var klar til at løfte arven efter Holstebros borgmester siden 2010.

Det var i slutningen af juni.

Efterfølgende blev der fokus på, hvem som støttede hvem.

I den socialdemokratiske byrådsgruppe var udgangspunktet, at medlemmerne ville holde lav profil og ikke offentligt tage stilling til hverken den ene eller den anden kandidat.

Men som valget rykkede tættere på begyndte flere at melde ud, hvem de helst så gå med sejren.

I slutfasen af valgkampen gik der ”land og by” i debatten om, hvem der var den mest egnede kandidat.

Dagbladet Holstebro-Struer kunne fortælle om Lars Stampe - et tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem - der åbnede for diskussionen om, hvorvidt en S-borgmesterkandidat overhovedet kunne bo i Vinderup og ikke i centerbyen Holstebro. 

Dette var en iskold skulder til Klaus Flæng fra Vinderup samt en klar tillidserklæring til Simon Tang fra Holstebro. Som ikke virkede.

Ovenstående vidner om, at også kommunalpolitik er en kontaktsport og et nulsumsspil.

Og i Holstebro altså et spil, hvor kun én kunne blive H.C. Østerbys afløser.

Socialdemokratiske partimedlemmer i Holstebro Kommune – det er dem, som har truffet beslutningen – valgte det politisk sikre blad. Ham, der har været med længst.

I dag kan 46-årige Klaus Flæng poppe champagnen - mens 54-årige Simon Tang kan drikke gravøl.

Måske/måske ikke slår de to kombattanter flaskerne itu, efter at have drukket op?

Uanset hvad, så bliver der i S-byrådsgruppen – og i Socialdemokratiet i Holstebro i det hele taget – nu skår, der skal klinkes.

Partimedlemmer, der har omfavnet den ene skal lære at holde at holde af den anden.

Taberen, Simon Tang, skal prøve at gøre det samme. At synes om sin overmand, Klaus Flæng.

Omvendt får Klaus Flæng til opgave at vise, at han evner at inkludere og samarbejde med ham, han slog.

Om det vil lykkes - om der på den lange bane er plads til både taberen og vinderen i den socialdemokratiske byrådsgruppe - vil tiden vise.

Flæng og Tang og resten af socialdemokraterne i Holstebro har 13 måneder at øve sig i. 

Kommunalvalget finder først sted den 18. november næste år.  

klpe_dsc_1743.jpg
Af Klaus Knudsen Pedersen
Politisk redaktør

Klaus Knudsen Pedersen er TV MIDTVEST's politiske redaktør. Han har mere end 25 års erfaring som journalist og senere redaktør og programvært i Midt- og Vestjylland. Klaus Knudsen Pedersen har lavet mere end 200 udgaver af det politiske magasin Krydsfelt.