Kort nyt

2. aug 2024 kl. 12:48

Ukrudtsbrænder antændte skur

Fredag omkring middagstid måtte Midtjysk Brand & Redning rykke ud til en brand på Skærbækvej mellem Resenbro og Silkeborg.

Her havde en ukrudtsbrænder sat ild i et skur. 

- Der havde vist været en gartner forbi en times tid før, som har brændt noget ukrudt, og det har så sat ild i ydersiden af skuret, siger indsatsleder Anders Simonsen. 

Skuret var beklædt med træ, og det lykkedes at slukke branden, før flammerne rigtigt fik fat. 

- Det er ydersiden, der brænder, da vi kommer frem, og heldigvis når vi at stoppe det, før det får hul ind i huset, siger indsatslederen, som tilføjer, at brandslukningsarbejdet er afsluttet.

3 minutter siden

Folk på landet cykler mindre end byboere

Danmark er den store cykelnation. Det er i hvert fald sådan, vi elsker at se os selv.

Men det er en sandhed med store modifikationer.

For folk på landet eller bare udenfor de største byer cykler markant mindre til job og uddannelse - selv om de har samme afstand som de mere ivrige bycyklister.

Det viser en stor undersøgelse fra Syddansk Universitet. Den er en del af Danmark i Bevægelse - landets største undersøgelse af danskernes bevægelsesmønstre.

Undersøgelsen har set på 46.000 danskere fra 15 år og deres aktive transport til arbejde og uddannelse.

Kl. 06.14

Uheld i morgentrafikken

Mandag morgen skete der et uheld på Herningvej ved Kølvrå mellem Karup og Ilskov. 

Det skriver P4 Trafik Midt&Nord på X. 

Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even kørte to biler sammen, men det gav kun mindre skader, som de involverede parter selv klarede med deres forsikringsselskaber.

Kl. 05.59

Dansk Erhverv: Fire vestjyske kommuner med bekymrende udvikling

Dansk Erhverv frygter for særligt fire vestjyske kommuners fremtid i ny prognose. Helt konkret er det Ringkøbing-Skjern, Struer, Skive og Lemvig, hvis fremtid er bekymrende.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der bliver flere ældre i de vestjyske kommuner, men ikke flere i den arbejdsdygtige alder (20-69 år, red.), og det bekymrer Dansk Erhverv.

De fire kommuner har alle en forventet negativ vækst på over 10 procent i den arbejdsdygtige alder frem mod 2040.

De større byer Herning og Viborg har også en negativ vækst, dog mindre. 

Dansk Erhverv skriver, at der skal satses mere på udenlandsk arbejdskraft, og at der bør følge flere fordele med i de kommuner, der leverer grøn energi. Noget, som flere Midt- og Vestjyske kommuner har efterspurgt. 

Generelt ser det positivt ud i Region Midtjylland, men det er primært den østlige del af landsdelen. I Silkeborg forventes en positiv vækst på 11,1 procent. 

Kl. 05.08

Regn rammer store dele af landet: Sådan bliver vejret i vores landsdel

Mens de østlige dele af landsdelen rammes af regn, forventer DMI mere roligt vejr i den vestlige del. 

- Skyet med stedvis regn og byger, der især i den østlige del af regionen kan blive kraftige, men langsomt klarer det op vestfra med lidt sol og kun enkelte byger. Temp. mellem 15 og 18 grader og svag til jævn vind fra vest, der i eftermiddag tiltager til let til frisk vind. I aften og i nat vekslende skydække og spredte byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Vinden tiltager og bliver let til frisk fra vest, ved Vestkysten op til hård vind eller kuling, skriver DMI. 

Ikast-Brande, Silkeborg og Viborg kommuner ventes at blive ramt af kraftig regn. 

Kl. 04.14

DMI melder regn i landsdelen

DMI varsler regn til borgere i Ikast-Brande, Silkeborg og Viborg Kommune. Her forventes det at give 30 til 50 mm nedbør. 

Desuden skal man være opmærksom på, at lokale skybrud kan forekomme, hvor 15 mm på 30 minutter er en mulighed. DMI opfordrer til at lukke døre og vinduer i lavtliggende områder.

Ifølge DMI vil regne stoppe omkring kl. 15. 

Kl. 04.03

Millionbeløb på vej til psykiatrien i region

Der er godt nyt for Psykiatrien i Region Nordjylland, der gælder Thisted, Morsø og Vesthimmerlands Kommune.

Et trecifret millionbeløb fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond er nemlig på vej, og det er den største fondsbevilling, der direkte er målrettet børn og unge med psykiske udfordringer. 

8. sep 2024 kl. 21:49

Tidligere FCM-spillere får ros af fodboldekspert efter landskamp

Det danske landshold leverede søndag aften en 2-0 sejr mod Serbien i Nations League og blev efterfølgende hyldet af hele Parken. 

De to tidligere FCM-spillere Rasmus Nissen Kristensen og Gustav Isaksen får også pæne ord med på vejen af fodboldekspert Morten Bruun. Han har rangeret de danske spillere på en skala fra 1-10 efter deres spil til søndagens kamp.

Om Gustav Isaksens spil skriver Morten Bruun på TV 2:

- Dejligt indhop. Folk ved sikkert godt, at jeg som udgangspunkt er begejstret for fodboldspilleren Gustav Isaksen. Det handler meget om den type, Isaksen er. Dynamisk, gennembrudsstærk og opportunistisk. Det var de dyder, han demonstrerede, da han kom ind.

Han gav Isaksen karakteren 7, som betyder "stærkt" spillet. 

Til Rasmus Nissen Kristensen skriver Morten Bruun på TV 2:

- Han buldrer altid afsted med en smittende ildhu. Var god til at udnytte de muligheder, det gav, at Danmark dominerede kampen så kraftigt. Er bedre offensivt end defensivt. Men det vidste vi jo godt i forvejen.

Han gav ham karakteren 6, som betyder "solidt" spillet. 


8. sep 2024 kl. 21:03

Scleroseforeningen sætter indsamlingsrekord

Scleroseforeningen sætter rekord ved sin landsindsamling søndag med 6,5 millioner kroner.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Det er andet år i træk, at Scleroseforeningen sætter indsamlingsrekord. Sidste år blev der indsamlet 6,1 millioner kroner.

De mange millioner skal gå til forskning i sygdommen.

Hanne Munk var én af dem, der i dag samlede ind til det gode formål. Læs hendes historie i artiklen nedenfor. 

8. sep 2024 kl. 20:05

Strømafbrydelse ramte landsdelen

Strømafbrydelse i Struer december 2023
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

Store dele af Midt- og Vestjylland blev søndag aften ramt af strømafbrydelse. Det var blandt andet flere steder i byerne Holstebro, Struer og Lemvig.  

I lokalegrupper på Facebook skriver brugere at både Bremdal, Tvis, Nørre Felding, Vemb og Sørvad var ramt. 

I Lemvig, Struer og Holstebro kom strømmen dog tilbage efter ti til 15 minutters tid. 

Struer Energi fortalte til TV MIDTVEST, at der blev arbejdet på højtryk for at finde frem til problemet, mens årsagen til det fortsat var ukendt.

- Det er det overliggende net, det er galt med, og forsyningsselskaber arbejder lige nu på højtryk for at få det fikset. Vi kender ikke årsagen, men det er ikke Putin, fortæller el-vagten hos Struer Energi.

Der kom flere og flere i kø, mens vi talte med el-vagten, men ifølge ham er det bedste, man kan gøre, at lade være med at ringe, så de i stedet kan arbejde på at løse problemet.

8. sep 2024 kl. 19:37

Ændrede sendetider for TV MIDTVEST

På grund af landsholdskampen på TV 2 er TV MIDTVESTs nyhedsudsendelse klokken 19.30 i dag rykket til klokken 20.55. 

Som altid kan du også se og læse regionale nyheder på vores hjemmeside og på TV MIDTVEST Play.

8. sep 2024 kl. 16:40

Haleløs kat søger nyt hjem

En killing var i så sølle en tilstand, da den for nylig blev indleveret til Viborg Internat, at det var nødvendigt at fjerne dens hale ved en kompliceret operation.

Operationen gik godt, og internatet søger nu et nyt hjem til den lille kat, der har fået navnet Henriette Haleløs. Internatet benytter samtidig lejligheden til at opfordre katteejere til at få deres katte steriliseret eller kastreret.

8. sep 2024 kl. 15:39

Ild i mejetærsker

I Skals ved Viborg gik der ild i en mejetærsker i forbindelse med høst af hestebønner. Midtjysk Brand & Redning brugte en times tid på at slukke branden i mejetærskeren, der var overtændt. 

Chaufføren kom ikke til skade og havde ikke været udsat for røg. Mejetærskeren var til gengæld udbrændt. Det oplyser indsatsleder Jonas Vestergaard ved Midtjysk Brand & Redning. 

8. sep 2024 kl. 15:13

I dag går tusinde på gaden for sclerose

Danmark har nået en kedelig rekord. 

Vi er strøget til tops på listen som det land med flest tilfælde af sygdommen sclerose per indbygger. Det viser en opgørelse fra det internationale scleroseforbund MSIF’s.

Derfor går tusindvis af mennesker i dag på gaden for at samle penge ind til sygdommen. 

Men for Aninne Højmose der er formand for scleroseforeningen i Ringkøbing-Skjern handler det ikke om mængden af penge, der bliver samlet ind. 

- Det handler lige så meget om, at skabe opmærksomhed omkring sygdommen, lyder det fra Aninne Højmose der også selv lider af sclerose. 

Sclerose er en uhelbredelig sygdom, der lammer det centrale nervesystem i kroppen. Omkring 19.000 danskere lever med sclerose. 

8. sep 2024 kl. 12:53

Sigtet for at tænde bål i haven midt om natten

Meldingen lød på en villabrand, da der natten til søndag klokken 03.34 blev slået alarm til Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive.

Det viste sig dog, at flammerne kom fra et større bål i en villahave i den sydlige del af byen. 

Flammerne var så høje, at de kunne ses fra en af de nærliggende større veje, og forbipasserende sørgede for at slå alarm via 112.

På adressen traf brandvæsnet og politiet en 52-årig mand, der tilsyneladende havde sat ild til en større bunke affald i sin have.

Hvorfor han gjorde det midt om natten, ønskede han ikke at fortælle politiet, men han er nu sigtet for at overtræde beredskabsloven, oplyser politiets vagtchef Allan Riis.

8. sep 2024 kl. 11:37

Brandfolk mindes afdød kollega

Flere midt- og vestjyske brandstationer mindes den 64-årige brandmand, der lørdag afgik ved døden, da han blev klemt under en brandbil på Højer Dige i Sønderjylland. 

- Vores varmeste tanker går til familien og hans brandmandskollegaer, skriver Nordjyllands Beredskab, der blandt andet dækker Thisted, Morsø og Vesthimmerlands kommuner, på Facebook.

Det fremgår af opslaget, at de nordjyske brandstationer flager på halv for at vise deres respekt. Det gælder også flere Falck-stationer i det midt- og vestjyske.

Flere andre stationer har også valgt at udtrykke deres kondolence på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
8. sep 2024 kl. 10:32

35-årig i kritisk tilstand - ramte modkørende i en kurve

Det var en 35-årig mand fra Viborgs nordlige opland, der lørdag aften blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke på Sparkærvej nordvest for Viborg.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den 35-årige ved 20-tiden kørte på Sparkærvej mod nord i en personbil, da han i en kurve kom over i den modsatte vognbane og frontalt stødte ind i en modkørende bil.

Den 35-årige var i ifølge de første oplysninger fra stedet i kritisk tilstand og blev i en lægehelikopter fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Siden da har politiet ikke hørt nyt om hans tilstand. 

Den modkørende bil blev kørt af en 38-årig mand, og der var fire passagerer med i bilen. De slap med overfladiske skrammer, oplyser politiet.

Sparkærvej var spærret, mens politiet og redningsmandskabet arbejdede på stedet. Den blev genåbnet ved midnatstid.

8. sep 2024 kl. 09:18

Udvider varsel om skybrud

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om kraftig regn og lokale skybrud mandag i det meste af landet.

Det fremgår af en opdatering på DMI's hjemmeside søndag morgen.

Lørdag aften varslede DMI, at der mandag ville falde store mængder regn på Sjælland, men nu gælder varslet også for Fyn og det meste af Jylland.

Regnvejret ser desuden ud til at komme tidligere.

Varslet gælder fra natten til mandag klokken 02 til mandag aften klokken 21, mens det tidligere lød fra DMI, at den kraftige regn først ville gøre sit indtog fra morgenstunden.

DMI venter, at der i varslingsperioden vil falde mellem 30 og 50 millimeter regn.

Der kan lokalt være tale om skybrud. Det kalder man det, når der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

8. sep 2024 kl. 08:34

Olsson har stadig ambitioner

FC Midtjyllands svenske midtbanespiller retter i en artikel på FCMs hjemmeside en stor tak til de mange, der har støttet ham undervejs i hans sygdomsforløb.

Stadig understreger han, at han stadig har sportslige ambitioner og drømmer om at vende tilbage til fodboldbanen - selv om han ved, at det kommer til at tage lang tid.

8. sep 2024 kl. 07:38

Konkurrence for radionørder

Radionørder fra hele Europa bruger denne weekend på at konkurrere i amatørradio til "Amateur Radio Field Day". 

Én af de klubber, der er med i konkurrencen, er OZ3EDR, der er Experimenterende Danske Radioamatører lokalafdeling i Stuer.

7. sep 2024 kl. 21:06

Friluftsbad forlænger åbning for første gang i 69 år

De skriver historie hos friluftsbadet i Hammerum. Fordi for første gang siden badets åbning i 1955, er det åbent i september.