Arbejdsgivere er klar til at give ukrainske flygtninge job

Over en halv million ukrainere er drevet på flugt. Mange af dem ender formentlig i andre europæiske lande, herunder Danmark. Hvis de gør det, er det danske arbejdsmarked klar til at indsluse dem.

2:36
Både i landbruget og i rengøringsbranchen er de klar til at tage imod ukrainere og give dem job i Danmark.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Det ukrainske flag vejrer i dag over Rengøringsfirmaet Thy i respekt for de 10 ukrainere, der allerede er en del af virksomheden. 

Skulle nogen af de ukrainere, der ankommer til Danmark i disse uger, få mod på et rengøringsjob, melder virksomheden sig klar til at tage endnu flere ind og tilbyde fast arbejde. De mangler nemlig arbejdskraft i en grad, så de i lang tid har sagt nej til opgaver.

- Lige nu kunne vi godt bruge fem til syv fuldtidsansatte, hvis det skulle komme dertil, fortæller indehaver Jan Nielsen. 

Arbejdsløsheden er rekordlav i Danmark lige nu, og mange brancher skriger på hænder. Men ét er manglen på medarbejdere. Et andet aspekt er, at et arbejde også vil kunne hjælpe ukrainerne selv, når de er klar til det. Det mener Jan Nielsens ukrainske hustru, Lisa Nielsen. 

- For det første vil de ukrainske folk være taknemmelige for hjælpen. For det andet vil det give dem et netværk og venner samt et indblik i dansk kultur og hvordan vi bor her, siger hun. 

Rekrutteringsbureau klar til at hjælpe

Eurojob Denmark i Skjern gør sig også klar til at matche arbejdsgivere og flygtninge.

- Vi vil gerne lave et opslag på Facebook om, at vi har arbejdspladser til dem, som flytter fra Ukraine. Vi er i gang med at kontakte vores arbejdsgivere i databasen og vil være i løbende kontakt med Ringkøbing-Skjern Kommune og Herning Kommune for at høre om de muligheder, vi kan tilbyde, fortæller Viktoria Pydorenko, der selv er fra Ukraine og ansat som rekrutteringskonsulent hos Eurojob.

Især byggesektoren og landbruget mangler hænder. Derfor ser de frem til en særlov, som Folketinget lige nu arbejder på, der skal lette ukrainernes vej ind i samfundet. 

- Der er så mange begrænsninger nu i forhold til loven, og hvilke krav virksomhederne skal opfylde, at vi har fået flere afslag på grund af det, så nu håber jeg, at det bliver nemmere med den nye lov, fortæller Viktoria Pydorenko. 

Folketingets partier skal i morgen diskutere rammerne for særloven.

Griseproducent: Husk at de er traumatiserede

Thomas Rahbek er griseproducent med stor erfaring i at bruge østeuropæisk arbejdskraft. Han er klar til at ansætte endnu flere, men minder om at ukrainerne er flygtet fra et land i krig. 

- Husk nu, at det er traumatiserede flygtninge, der kommer herop, og dem skal man altså tage hånd om på en helt anden måde, siger han. 

Derfor understreger Lisa Nielsen fra Rengøringsfirmaet Thy også, at man ikke nødvendigvis behøver arbejde 37 timer om ugen fra start. 

- De kan starte med én eller to timer om dagen, hvor de kan komme ud, snakke med folk og tænke på noget andet end situationen derhjemme, siger hun. 

Hendes egen niece kom selv til Danmark i mandags med sine to børn. Hun vil, ifølge Lisa Nielsen, gerne på arbejdsmarkedet, når hun har fået styr på institution og skole til børnene og transport. 

Lige nu fylder krigen så meget i bevidstheden, at arbejde også kan blive et godt afbræk fra de dystre tanker, mener Lisa Nielsen.

- Når man er hjemme, sidder man på Facebook og ser alle nyhederne, og så bliver man endnu mere trist. Så det er ikke kun for at arbejde, men også for at få kontakt med andre.