Krig forsinker arbejdet på Oddesundbroen

Pendlere skal indstille sig på at køre med togbus frem stil slutningen af november.

Sporarbejdet begyndte 1. maj.
Sporarbejdet begyndte 1. maj.
Foto: Banedanmark

I fire måneder har togrejsende i Thy og på Thyholm været nødsaget til at hoppe på togbussen, hvis de ville i retning af Struer eller Thisted.

Derfor havde de fleste nok set frem til 26. september, hvor sporarbejdet på Oddesundbroen efter planen var slut og Arrivas tog igen kunne køre på Thy-banen. 

I mellemtiden har det nu vist sig, at den oprindelige tidsplan var for optimistisk, da krigen i Ukraine blandt andet giver arbejdet forsyningsvanskeligheder.

Derfor forlænges arbejdet med sporfornyelse på den aldrende bro med otte uger til 21. november, oplyser Banedanmark. 

- Vi har, sammen med vores leverandør, arbejdet intensivt på at kunne holde tidsplanen, men det har desværre ikke været muligt at afværge konsekvenserne af de lange leveringstider. Derfor er det nødvendigt at forlænge sporarbejderne på Oddesundbroen, siger områdechef i Banedanmark Lars Blædel Riemann i en pressemeddelelse

Ærgrer Arriva

Ifølge Banedanmark er det særligt problemer med at skaffe jern- og stålkomponenter til sporene, der ligger til grund for forsinkelsen. 

I praksis betyder forsinkelsen, at Arrivas togbusser vil have kørt som erstatning for tog i et halvt år, når arbejdet er slut. 

- Arrivas passagerer på Thybanen må desværre undvære toget i en endnu længere periode, end vi havde regnet med, siger Therese Christensen, Kommerciel chef i Arriva, i pressemeddelelsen.

Arriva opfordrer rejsende til at holde sig orienterede om togbusserne på Arrivas hjemmeside, arriva.dk, og på rejseplanen.dk.