Særlov skal sikre ukrainere hurtig adgang til arbejdsmarkedet
Regeringen og arbejdsmarkedets parter vil give ukrainere mulighed for job "hurtigst muligt" med særlov.
Ukrainere, der søger mod Danmark, skal kunne komme i arbejde "meget hurtigt". Det er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om.
Det bekræfter udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde efter et møde med arbejdsgivere og arbejdstagere fredag formiddag, efter at der er udbrudt krig i Ukraine.
- Vi er heldigvis i den situation, at vi har meget gode erfaringer med ukrainere på det danske arbejdsmarked, siger ministeren.
På mødet blev man enige om grundlaget for en særlov, der giver ukrainere direkte adgang til et dansk arbejdsmarked, der mange steder mangler hænder.
- Det her sker i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft i Danmark.
- Og hvor vi kan høre fra mange danske virksomheder, at de er meget interesserede i også at hjælpe ukrainerne i job.
Lovforslag skal hastebehandles
Udlændingeministeren siger, at det her ikke skal ses som en mulighed for at løse manglen på arbejdskraft i Danmark. Det er et humanitært bidrag.
Senere fredag skal Folketingets partier forhandle om særloven. Det skal sikres, at loven kan hastebehandles, så den hurtigst muligt kan træde i kraft.
Regeringen vil gerne give ukrainere opholdstilladelse, når de kommer til Danmark. Med den kan ukrainske børn komme i skole og voksne komme ind på arbejdsmarkedet.
Tesfaye anerkender, at det ikke er alle flygtninge fra krigen i Ukraine, som er klar til at arbejde fra dag et, fordi de måske har traumer.
- Men vi skal bare ikke bilde hinanden ind, at det bedste for mennesker er at gå med hænderne i lommerne.
- Det bedste er at have noget at stå op til om morgenen, siger han.
Regeringen regner med at kunne indkvartere 20.000 ukrainere i asylsystemet. Men mange af dem, der allerede er kommet til Danmark, er indtil videre blevet indkvarteret privat.
Der er indtil nu cirka 100 ukrainere, der har søgt asyl, oplyser Mattias Tesfaye.
Med de nuværende regler kan alle ukrainere opholde sig 90 dage i Danmark uden visum.