Ukrainske flygtninge flytter ind: Kæresteparret Nik og Tania skal bo i en nedlagt børnehave

20 ukrainske flygtninge er flyttet ind i en nedlagt børnehave i Struer.

Kæresteparret Tania og Nikita er nogle af de flygtninge, som nu skal bo i en nedlagt børnehave.
Kæresteparret Tania og Nikita er nogle af de flygtninge, som nu skal bo i en nedlagt børnehave.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

I dag flyttede 20 ukrainske flygtninge ind i en nedlagt børnehave i Struer. Her skal de nu forsøge at skabe en ny hverdag, langt væk fra krigen mod Rusland.

Nogle af dem, som har fået ny base i Struer, er kæresteparret Nikita og Tania fra den ukrainske hovedstad Kyiv. De er klar til at få alting til at fungere så godt som muligt - trods omstændighederne.

- Jeg er bange for det, der sker i mit land, men jeg er taknemmelig for at være her nu. Det er dejligt, at vi har fået tag over hovedet. Jeg føler mig sikker, og mine forældre er i sikkerhed. Det er fantastisk at være her, siger Nikita, der oftest bruger forkortelsen Nik.

Det er Struer Kommune, der har lånt lokalerne til de ukrainske flygtninge. Kommunen blev kontaktet torsdag og allerede dagen efter stod den nedlagte børnehave møbleret og klar til at modtage familierne.

Noget af familien er stadig i Ukraine

Nik er sammen med sine forældre, sin kæreste og kærestens to søskende netop ankommet til Struer.

Han er en af de få mænd, som nåede ud af Ukraine, inden mænd fik forbud mod at forlade landet.

Nik er sammen med sine forældre, sin kæreste og hendes to søskende kommet til Danmark.
Nik er sammen med sine forældre, sin kæreste og hendes to søskende kommet til Danmark.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

De resterende familiemedlemmer er stadig tilbage i Ukraine

- Min søster kan ikke forlade landet, fordi hun vil ikke forlade landet uden sin kæreste. De er midlertidigt i sikkerhed, men det er uklart, hvad der skal ske med dem, fortæller Nik.

Derfor var det særlig vigtigt for de ukrainske flygtninge, at de hurtigt fik koden til internettet på den nye bopæl i Struer.

- Det er for at spørge mine forældre, om de er okay eller ej. Jeg vil bare være sikker på, at de er i sikkerhed, når de er i Ukraine lige nu, siger Tania.

Kommunen vil hjælpe flygtningene på plads

Ud over internet, mad og sovefaciliteter står kommunen også for at give de ukrainske flygtninge en god start i Struer.

- Vi vil prøve at hjælpe dem med papirer, og så er der nogle, som har brug for en psykolog eller nogle af børnene, som skal underholdes. Så vi prøver at skaffe dem et almindeligt liv her i Struer Kommune, siger Viktoriia Pasichenko fra Struer Kommune

For Nik, Tania og resten af deres familie fra Kyiv kommer den næste tid til at handle om at skabe noget, der minder om en hverdag. På sigt vil de dog gerne tilbage til Ukraine.

- Jeg vil virkelig gerne hjem. Alt hvad jeg har og alt, hvad der betyder noget, er i Ukraine, så jeg vil gerne tilbage, når det er muligt, siger Nik.

Det er endnu uvist, hvor længe de i alt 20 ukrainske flygtninge skal bo i den nedlagte børnehave.

TV MIDTVEST er bekendt med efternavnene på kæresteparret Nik og Tania.