Ukrainske søstre genforenet i Aalestrup: - Jeg har ingen ord
Maria Vittrup blev torsdag eftermiddag genforenet med sin ukrainske søster efter en bustur fra den polsk-ukrainske grænse og hele vejen til Aalestrup.
Det var en rørende ankomst, der udspillede sig foran Hotel Hvide Kro i Aalestrup, da Maria Vittrup kunne tage imod sin søster Vitta efter tre dages kørsel til og fra grænseovergangen ved Dorohusk, der ligger op til den nordvestlige del af Ukraine.
Med det ukrainske flag i hænderne og med tårer rendende ned ad kinderne, løb de to søstre i armene på hinanden torsdag eftermiddag, da bussens døre åbnede sig.
- Det er helt ubeskriveligt. Vi er så glade begge to. Det har været så hårdt for dem, men også for os. Nu står vi sammen, og vi troede ikke, de ville komme til tiden. Det er meget rørende. Jeg har ikke nogen ord for det, jeg er så glad, siger Maria Vittrup, mens søsteren tager over:
- Mit hjerte banker helt vildt. Jeg er taknemmelig for, at danskerne vil hjælpe til med, at vi kan være her i fred, lyder det fra Vitta Davidchuk.
En uvis fremtid
Natten mellem tirsdag og onsdag kunne Vitta Davidchuk sammen med 28 andre ukrainske flygtninge stige ombord og hilse på sin søsters mand. Det er nemlig ham, som har kørt bussen hele vejen.
- Det er som en klump i maven, der nu er smeltet. Det har sgu været lidt en hård tur - at se afskeden til familierne i Ukraine, det er hårdt for en gammel tyk mand, sagde Eigil Vittrup kort tid efter ankomsten i Aalestrup.
Selvom Vitta Davidchuk er glad for at være fremme hos sin søster, så går tankerne stadig tilbage til de efterladte i Ukraine.
- Det er meget svært, fordi min ældste søn og mand stadig er der. Jeg er meget bekymret og tænker på dem, fortæller hun og bryder sammen.
Ud af de 24 flygtninge er 12 af dem familiemedlemmer til Maria Vittrup. Derfor flytter flere af dem ind privat hos hende og manden Eigil i Østerbølle få kilometer fra Aalestrup, mens de resterende overnatter på hotellet.
- Jeg vil gerne sige tak til alle dem i Danmark, som har gjort det muligt for os at være her i sikkerhed. Jeg havde aldrig regnet med, at det skulle ske på den her måde, fortæller den ukrainske søster.
Det er endnu uvist for længe, hun skal opholde sig i Aalestrup.
- Vi vil blive i Danmark, indtil krigen er slut. Vi vil aldrig glemme vores land.