Fejl på fejl skyld i oversvømmelserne i Lemvig

Miskommunikation og personlige fejl var skyld i, at Lemvig Havn blev oversvømmet da stormen Malik ramte.

0:55
Det var nærmest fejl på fejl på fejl, der var skyld i, at højtvandsværnet på havnen i Lemvig ikke var lukket under stormen Malik.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Det var ikke bare én men stribe fejl, der var skyld i, at havnefronten i Lemvig blev oversvømmet under stormen Malik. 

Det slås fast i et notat fra Teknik og Miljø, der beskriver de fejl, der blev begået. 

Havnen er ellers godt hjulpet på vej af et højvandsværn, der kan justeres alt efter behov. Det behov udregnes ud fra nogle målinger og data, man får fra DMI.

Data man dog selv er med til at levere i form af en vandstandsmåler, som drives af Lemvig Vand, og som er placeret i havnebassinet.

Stormen Malik var varslet i god til fra DMI, og Vej og Park (V&P) var opmærksom på, at der blev varslet højvande på ca. 1,40 meter over normal vandstand i Lemvig.

Og som det ses ovenfor, betyder det, at yderligere fem porte skulle lukkes. 

17 centimeter  

Vandstandsmåleren har konsekvent vist for høje vandstande igennem mange år. Aktuelt viser den 17 cm for meget. 

Systemet er dog kalibreret ud fra den her fejlvisning og her opstår så den første store fejl. 

Park og Vej har nemlig trukket de 17 centimer fra den varslede vandstand, og lukker kun de første fire porte. 

Det havde dog været muligt at korrigere denne fejl, hvis Park og Vej havde været tilstede ved havnen under stormen. 

Afdelingen har en vagtordning, som skal sikre at der er fokus på vintervejr og højvande. 

Der ligger ikke en udførlig instruks omkring omfanget af fysisk vagt på havnen ved højvande, men ifølge teknisk direktør ved Teknik og Miljø i Lemvig, Claus Borg, bør det være en helt indlysende integreret og naturlig del af afdelingens vagtfunktion, at man er til stede på havnen, når der er højvande.

Pumpe sat ud af spillet

I notatet fra den tekniske direktør bemærkes det også, at en samlet kæde af Teknik- og Miljøudvalgsformand, via. Teknisk Direktør og Vej- og Parkchef lørdag eftermiddag kontaktede vagthavende og bad om en bekræftelse på at der var styr på situationen, og på at der var vurderet korrekt i forhold til hvilke porte der skulle lukkes. Dette blev bekræftet.

Oveni striben af menneskelige fejl kom også problemer med teknikken. 

På ”den tørre side” af højvandsmuren er der en pumpe, som pumper vand fra regnvandssystem og overfladeafløb ud i fjorden, når det ikke selv kan løbe, som følge af høj vandstand i fjorden. 

Denne pumpe tager også det vand, som slår over højvandsmuren, eller løber bagom. 

Under oversvømmelsen var pumpen aktiv, men den mistede efter 3 timer strømforsyningen. Dette skyldes en oversvømmet elinstallation på ”den tørre side”, som trækker på samme elforsyning som pumpen.

Vandet nåede langt ind i Lemvig og oversvømmede blandt andet strømforsyninger.
Vandet nåede langt ind i Lemvig og oversvømmede blandt andet strømforsyninger.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Får konsekvenser

Kritikken er italesat overfor de relevante, og konklusionen er, at også i denne sammenhæng har man undervurderet det varslede højvande, og har taget alt for let på situationen, lyder det fra den tekniske direktør i notatet. 

Fremadrettet vil instruksen til Vej og Park omformuleres, så der indføres langt mere ledelseskontrol omkring beslutninger om hvilke porte der skal lukkes, samt med gennemførte lukninger.

Derudover tilføjes detaljerede instrukser for indhold og omfang af vagthavendes tilsyn på havnen under storm og højvande. 

Dette arbejde pågår på nuværende tidspunkt.