Fiskere skal også betale CO2-afgift: - Regeringen har lidt mistet situationsfornemmelsen
Hvis det står til regeringen, skal fiskere snart betale CO2-afgifter af deres brændstofforbrug, men det bliver fiskeriets død, mener to fiskeriforeningsformænd.
Det bliver dyrere at være fisker, hvis regeringens nye udspil til en skattereform bliver til virkelighed.
Ifølge regeringen skal fiskerne i fremtiden betale en afgift på 750 kroner per ton CO2, de udleder, men fiskeriet kan ikke klare flere omkostninger lige nu, siger Alfred Fisker Hansen, der er formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening.
- Det er jo en meget stor procentdel af vores omsætning, der pludselig skal gå til brændstof, og det har vi simpelthen ikke råd til. Vi har i forvejen næsten tredoblet vores omkostninger til brændstof på grund af sanktionerne mod Rusland og med det her oveni – det kan vi simpelthen ikke.
- Jeg synes, det er meget, meget dårligt timet, og det vidner om en regering, der lidt har mistet situationsfornemmelsen, siger Thyborøn-formanden.
Og han får opbakning fra sin kollega i nordvest.
- Man må godt blive trykket lidt på maven for at skabe udvikling, men det her er en mavepuster.
- Det er ligesom om, der er nogen, der har tabt forbindelsen til omverdenen, siger Jan Hansen, der er formand for Hanstholm Fiskeriforening.
Indtil nu har fiskere været fritaget for at betale afgifter af deres brændstofforbrug.
- Konsekvensen bliver konkurser
I udspillet har regeringen øremærket 250 millioner kroner til en grøn omstilling af dansk fiskeri, men de penge er ikke meget værd lige nu, mener de to fiskeriformænd. Den teknologi, som skal gøre erhvervet grønnere, findes nemlig slet ikke endnu.
- Vi vil gerne omstille os yderligere, men vi er nødt til at vente på, at teknologien er til stede. Vi kan jo ikke omstille os til noget, vi ikke har. Vi har omstillet os med effektivitet i forhold til brændstof og lettere grej, men vi er nået dertil, at med den teknologi, der er til stede nu, kan vi ikke gøre mere, siger Alfred Fisker Hansen.
- Det er ikke en hyldevare, så vi bare kan lave vores skibe om, siger Jan Hansen.
Ifølge dem kan CO2-afgifterne i yderste konsekvens blive endestationen for fiskerierhvervet i Danmark, som i forvejen oplever lave kvoter og efterdønninger af brexit.
- Konsekvensen bliver konkurser. Der er simpelthen folk, der ikke vil kunne få det her til at hænge sammen, som vil gå konkurs, siger Alfred Fisker Hansen fra Thyborøn.
- Man gambler med et traditionelt erhverv. Vi vil gerne det her, men hvis de her afgifter bliver lagt oven på brændstofpriserne, så bliver det et erhverv, der går til grunde. Vi har brug for mere tid til, at teknologien kan udvikle sig, siger Hanstholm-formanden, Jan Hansen.
Det er ikke kun fiskeriet, som fremover skal til at betale afgifter. Det samme gælder blandt andet færger og indenrigsfly, der også er omfattet af regeringens nye skatteudspil.