Nu bliver verdens største produktionsmølle rejst ud for Thyborøn Havn
Der er blevet taget tilløb længe, men nu kan verdens største produktionsmølle endelig rejses i Thyborøn.
Onsdag er en helt speciel dag ved Thyborøn Havn.
Hvis alt går vel, kan Vestas nemlig endelig installere nacellen på verdens højeste produktionsmølle.
Tårnet er allerede rejst. Men nu skal nacellen, navet og så drivtoget - i folkemunde kaldet gearkassen - hejses.
Med sine 266 meter er vindmøllen over seks gange så høj som rundetårn - og højere end Danmarks højeste bygningsværk - pylonerne på Storebæltsbroen, der "kun" er 254 meter høje.
2800 lokale med adresse i Lemvig Kommune har købt anpart i vindmøllen, og det gør det til verdens største 100 procent lokaltejede vindmøllelaug.
Ifølge Jens Jørgen Birch, der er bestyrelsesmedlem i Thyborøn Sydhavns Møllelaug, har der været stor lokal opbakning til projektet.
- De er medindehavere af den. Der har ingen indsigelse været overhovedet. Det er tredje gang, vi rejser store møller uden indsigelse. Det betragter vi som meget specielt. Det er ikke sådan lige det, man er vant til, siger han.
Han fortæller, at de faktisk kunne have solgt endnu mere, hvis muligheden var der.
- Det er helt fantastisk, at der er sådan en interesse. Vi kunne have solgt to vindmøller den her gang. Vi kunne have samlet ind til at købe for 350 millioner. Men det koster ”kun” 170 millioner alt inklusiv at opstille den her vindmølle, siger Jens Jørgen Birch.
Hos Vestas er de også glade for det gode samarbejde med beboerne i Thyborøn.
- Tilladelsesprocessen i kommunen har været hurtig og smidig og den lokale opbakning fra borgerne i Thyborøn har været overvældende positiv. Derfor er projektet i Thyborøn et godt eksempel på, hvordan hurtige tilladelsesprocesser og lokalt engagement kan skubbe den grønne omstilling fremad, siger Nils de Baar, der er direktør for Vestas i Nord- og Centraleuropa.