Nu må det være nok: Lemvig Kommune træt af ræs i gaderne

Et nyt samarbejde med Lemvig Kommune, SSP-medarbejdere og Politiet skal dæmme op for problemer med unges ræs og larm.

Et nyt samarbejde mellem SSP, Politi og forældre i Lemvig skal dæmme op for unges motorstøj og ræs.
Et nyt samarbejde mellem SSP, Politi og forældre i Lemvig skal dæmme op for unges motorstøj og ræs.
Foto: TV MIDTVEST

Motorstøj og lugten af brændte dæk er ved at være for meget for både Kommunen, SSP-medarbejderne og Politiet i Lemvig.

- Ræs i biler og på scootere har taget lidt overhånd her i kommunen. Det er farligt for de unge og for andre trafikanter, og larmen generer rigtigt mange borgere. Derfor sætter vi sammen med politiet ind med en forstærket indsats. Vi har brug for, at borgerne hjælper os med tip om, hvem de unge er, så vi kan kontakte dem

Det fortæller Kim Møller, der er SSP-medarbejder i Lemvig Kommune, i en pressemeddelelse fra Lemvig kommune.

Forældreansvar

SSP-medarbejderen fra Lemvig Kommune anerkender, at de unge naturligvis skal være unge, og tilføjer:

- Ræs er risikabelt for de unge selv og for andre trafikanter. En scooter, der kan køre 80-100 km i timen er en lille motorcykel. Nogle unge i Lemvig Kommune kører rundt på hurtige scootere uden andet sikkerhedsudstyr end en hjelm, siger SSP-medarbejder i Lemvig Kommune Kim Møller.

Det er især forældrene, som SSP-medarbejderen prøver at påvirke.

- Forældrene har et særligt ansvar for at få talt med deres unge, der endnu ikke er fyldt 18 år. Derfor vil vi gerne give dem nogle gode råd om, hvordan de kan tale med deres unge om god kørsel på scooter, siger Kim Møller.

Som led i opråbet modtager forældre til de ældste elever i folkeskolerne en besked på Forældreintra. I beskeden opfordrer SSP alle forældre til at tjekke børnenes scooter.

- Det kan være, at forældrene selv har kørt ræs, da de var unge. I den situation er det være rigtigt svært at tage en alvorlig snak med sin teenager om, at det er farligt. Ikke desto mindre er det vigtigt, at netop forældrene tager det ansvar på sig, understreger Kim Møller i pressemeddelelsen.

Selvtægt ikke tilladt

SSP og forældrene samarbejder om at få de unge til at være påpasselige i trafikken. Men politiet er også en vigtig medspiller. De understreger, at borgere skal passe på med selv at gribe ind.

- Borgere må ikke gribe til selvtægt. De skal lade politiet om at gribe ind. Vi har desværre set eksempler på, at borgere, der er frustrerede over larmen fra scootere, har skubbet de unge af køretøjerne, men det er altså ikke lovligt, indskærper Peter Lassen, politiassistent i Lemvig Politi.

Skraldet flyder

Udover opråbet omkring respekt i trafikken, er der også i pressemeddelelsen en anmærkning på de unges oprydning.

- Det er dejligt, at vores unge mennesker mødes og hygger sig, men affald, der ligger og flyder i gadebilledet fylder meget, når vi har events i Thyborøn eller Lemvig, siger Michael Vendelbo, der er Handels- og eventchef i Lemvig Kommune.

Kommunens håb er, at samarbejdet og oplysning vil hjælpe på problemerne.