Nye PFAS-fund på Harboøre Tange: Kommune fraråder at spise hjemmedyrkede afgrøder
Lemvig Kommune anbefaler, at borgere i bestemte områder i Thyborøn holder sig fra hjemmedyrkede afgrøder. Det skyldes nye fund af de svært nedbrydelige PFAS-stoffer.
For anden gang i år er der fundet skadelige stoffer i jorden omkring Thyborøn. Nye prøver, der er foretaget i den sydlige del af byen, viser nemlig for høje koncentrationer af stoffet PFOS og andre PFAS-stoffer.
Det oplyser Lemvig Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er alvorligt, og det betyder, at borgerne i Thyborøn, i de berørte områder, ud fra et forsigtighedsprincip ikke anbefales at spise hjemmedyrkede afgrøder fra haven, siger direktør for Teknik og Miljø Claus Borg fra Lemvig Kommune.
Anbefalingen gælder dog ikke grøntsager, der er dyrket i plantekasser i drivhus og er vandet med drikkevand fra husstanden, da forureningen ikke er konstateret i drikkevandet.
Til gengæld anbefaler kommunen, at folk, der har oksekød eller fuglevildt fra Harboøre Tange liggende i fryseren, bør kassere det.
Kontakter borgere over e-boks
Midt i februar gjorde Region Midtjylland et PFAS-fund i den nordligste del ved Banegravssøen syd for Thyborøn.
Det er et område, som tidligere har været brugt som losseplads, og efterfølgende besluttede Lemvig Kommune og Lemvig Vand at lave nye undersøgelser i omkringliggende områder.
Nu viser det sig så, at den sydlige del af det område, der hedder Knopper Enge samt flere steder inden for bygrænsen i Thyborøn også er ramt af for høje værdier af fire forskellige PFAS-stoffer.
- Vi er i gang med at kontakte de borgere over e-boks, som bor i de omfattede områder, fortæller Claus Borg.
- Alle myndigheder arbejder tæt sammen
Lemvig Kommune har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen for at indhente råd og vejledning i forhold eventuelle forholdsregler. Foreløbigt er der ikke andre anbefalinger end dem om hjemmedyrkede grøntsager og kød på frost.
- Alle myndigheder arbejder tæt sammen om at få kortlagt forureningernes omfang så hurtigt, det nu er muligt. Samtidig er vi i gang med at finde svar på, hvor PFAS-forureningen stammer fra, siger Morten Bondgaard, der er chef for Jordforureningskontoret i Region Midtjylland.
Region Midtjylland har nu valgt at fremrykke andre planlagte prøvetagninger i området.